Efter dansk afvisning overvejer Rusland egen undersøgelse
Ruslands ambassadør siger, at afvisning af russisk deltagelse i dansk undersøgelse svækker resultater.
Rusland vil overveje at gennemføre landets egen undersøgelse af den formodede sabotage på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2, efter at Danmark har meddelt, at det ikke ønsker russisk deltagelse i dets efterforskning.
Det siger Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, i en udtalelse, som er lagt på ambassadens hjemmeside fredag.
Barbin siger, at Danmarks afvisning af russisk deltagelse undergraver tilliden til fremtidige resultater af undersøgelserne.
Svensk, dansk og tysk politi skal samarbejde om at undersøge, hvad der førte til lækager på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2. Det siger Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, fredag.
Fra dansk side efterforsker Københavns Politi lækagerne i samarbejde med Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste
Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, sagde torsdag, at det er blevet styrket i sin mistanke om grov sabotage på Nord Stream 1 og 2.
- Säpo kan efter en gerningsstedsundersøgelse konstatere, at der har været detonationer ved Nord Stream 1 og 2 i den svenske økonomiske zone, som har medført omfattende skader på gasledningerne, skrev sikkerhedstjenesten.
Efter undersøgelsen på selve gerningsstedet skal en række prøver analyseres og undersøges yderligere.
/ritzau/