Liz Truss efter kritik: Regeringen er enig om vækstplan
Den britiske regerings ministre er enige om den ændrede skatteplan, Liz Truss har fremlagt, understreger hun.
Den konservative britiske premierminister Liz Truss siger tirsdag i et radioprogram, at hun stadig har opbakning fra sine ministre.
- Vi står alle samlet bag vækstplanen og bag, hvad vi skal gøre for at få dette land tilbage på sporet, siger hun.
Det sker, efter at flere elementer i regeringens plan om at skabe vækst i det britiske samfund, har mødt kritik internt i det konservative parti.
Kritikken betød mandag, at den britiske regering ændrede et forslag om skattelettelser til de rigeste briter.
- Jeg har forstået, at det var et kontroversielt udspil, sagde finansminister Kwasi Kwarteng, mandag. Han afviste dog, at forslaget var en fejl.
Men Liz Truss har fået ny kritik fra flere partifæller tirsdag, efter at hun foreslog, at de offentlige ydelser i Storbritannien ikke skulle vokse sammen med inflationen.
Forslaget skal være med til at finansiere de skattelettelser, som stadig er en del af Liz Truss’ vækstplan.
Men det går stik imod, hvad Truss’ forgænger på posten som konservativ formand og premierminister, Boris Johnson, tidligere har lovet ifølge det britiske medie BBC.
Ifølge BBC er Liz Truss gået med til at lade pensionen følge med de stigende priser i Storbritannien. Men år det kommer til de resterende offentlige ydelser, vil hun fortsat gerne skære i dem.
Liz Truss understreger tirsdag, at regeringen står sammen.
- Vi står over for et meget, meget ustabilt internationalt miljø - med krigen i Ukraine, inflation, energipriser, og vi er nødt til at tage svære beslutninger, og det vil hele kabinettet være en del af, siger hun.
Liz Truss blev valgt som formand for det konservative parti i sidste måned. Hun blev valgt af de konservative partimedlemmer.