Fortsæt til indhold
Europa

De Grønnes store håb er kommet i strid modvind i energikrise

Kritikken hagler ned over Robert Habeck, der skal redde Tyskland gennem energikrisen. Indtil for nylig var han alles darling. Mødet med virkeligheden har været hård for De Grønne.

Indtil for nylig var han superstjernen i tysk politik. Her var en ny politikertype: Han talte anderledes, klædte sig anderledes, hans tre dages skægstubbe virkede cool, og hans nordtyske no nonsense-argumentation gik rent hjem.

Når han holdt en tale eller optrådte på tv, forekom han at småsnakke med sig selv i stedet for at docere og skælde ud, som de fleste politikere gerne gør. Der blev ligefrem talt om, at han havde grundlagt en helt ny måde at kommunikere på i det politiske Berlin. I meningsmålingerne lå han langt foran alle andre, også forbundskansler Olaf Scholz.