- Opdateret 26/08/2022 kl. 22:24
En kvinde og et lille barn er blevet skudt ved en legeplads i Sverige
En kvinde og et lille barn er blevet skudt i byen Eskilstuna i det sydøstlige Sverige, skriver SVT.
Klokken 19.00 fredag aften blev det svenske politi tilkaldt i bydelen Årby i byen Eskilstuna i det sydøstlige Sverige. Her fandt politiet ved en legeplads en kvinde og et lille barn, som begge var såret af skud.
De er begge blevet kørt på hospitalet, skriver den svenske tv-station SVT.
»Det er en kvinde og et yngre barn, der er såret,« bekræfter politiets talsmand Johnny Gustafsson til tv-stationen uden at komme med yderligere oplysninger om de såredes tilstand.
Politiet er på jagt efter gerningsmanden eller gerningsmændene. Hændelsen betragtes som et drabsforsøg, ligesom der er tale om en grov overtrædelse af våbenloven, skriver SVT.
Pladsen, hvor kvinden og barnet blev fundet, er fredag aften genstand for tekniske undersøgelser. Der er sat hundepatruljer ind, ligesom politiet benytter sig af droner til at gennemsøge området.
»Vi taler nu med vidner og bruger de særkompetencer, vi har til rådighed,« siger Johnny Gustafsson.
Flere øjenvidner siger til svenske medier, at de har set en række maskerede personer i forbindelse med skyderiet. Ifølge politiet fandt episoden sted, mens der var mange til stede i området.
»Den eller de, som har gjort det her, har vist total foragt over for andres liv,« siger Johnny Gustafsson.