- Opdateret 12/08/2022 kl. 23:04
11 har mistet livet ved masseskyderi i Montenegro
Tilfældige på gaden i lille by blev skudt af mand efter familieuenigheder. Gerningsmand blev selv dræbt.
En mand i Montenegro har skudt og dræbt 11 personer. Han blev efterfølgende selv dræbt i en skudveksling med politiet. Det oplyser statsanklageren til tv-stationen Vijesti TV.
- Da vi ankom til gerningsstedet, så vi ni døde, heraf to børn. To andre døde på vej til hospitalet, sagde statsanklager Andrijana Nastic til tv-stationen.
Hændelsen fandt sted i den lille by Cetinje, der ligger i den vestlige del af landet, oplyser politiet.
Udover de 11 dræbte er seks andre blevet såret i forbindelse med skyderiet. Blandt de sårede er en politimand. Lokale medier oplyste tidligere fredag, at 12 var blevet dræbt. Det tal blev dog siden nedjusteret til 11.
Der er endnu ingen oplysninger, om hvem ofrene for skyderiet er. Der er heller ikke oplysninger om de såredes præcise tilstand.
Det svenske nyhedsbureau TT skriver, at den lokale tv-kanal RCTG oplyser, at gerningsmanden skulle være en 34-årig lokal mand.
Efter familieuenigheder gik han angiveligt ud på gaden og skød mod tilfældige.
Montenegros premierminister Dritan Abazovic har erklæret tre dages landesorg.
Landets præsident Mila Djukanovic har også skrevet om skyderiet på Twitter.
- Jeg er dybt rystet over nyheden om den forfærdelige tragedie i Cetinje. Jeg sender mine dybeste kondolencer til de berørte familier, og til dem der har mistet deres kære, skriver præsidenten i sit tweet.
/ritzau/