Rusland nægter at udlevere 400 passagerfly
Rusland har leaset fly fra vestlige lande, som nu mangler at få dem tilbage.
Man skal pænt aflevere tilbage, hvad man har lånt.
Men den læresætning er ikke helt nået frem til Rusland, viser det sig.
Ifølge The Washington Post nægter Rusland nemlig at returnere mere end 400 fly og flydele, som de har lejet fra vestlige virksomheder. Det skal angiveligt have tvunget leasingselskaber til at indgive forsikringskrav på 74 milliarder kroner ifølge data- og forskningsudbyderen Cirium.
Som eksempel nævner The Washington Post et fly fra Aeroflot, Rusland nationale flyselskab, der skulle flyve fra Sri Lanka til Moskva, men hvor en retskendelse grundstødte flyet, der er irsk ejet. Senere fik flyet lov til at flyve uden passagerer til Rusland, og nu flyver det ifølge medier regelmæssigt mellem Moskva og Kirgisistan.
I Estland mangler man at få flere flymotorer tilbage fra Rusland. Ifølge en adm. direktør for et luftfartsservicefirma viser sagerne, at sanktionerne, som Vesten har indført siden krigens udbrud i Ukraine, ikke er synderligt effektive.
»Sanktionerne kan tjene et langsigtet formål om at isolere Rusland. Men på kort sigt har de ikke været så smertefulde, som det var meningen,« siger han ifølge The Washington Post.
Nogle af de indførte sanktioner skulle ramme det russiske luftvæsen ved altså af kræve leasede fly tilbage. Ifølge Cirium er 515 af 968 fly, der flyver kommercielt i Rusland, tilhørerende et ikke-russisk leasingselskab.
Ruslands ambassade i USA kalder sanktionerne for ulovlige.
»International civil luftfart er blevet til et værktøj til politisk og økonomisk pres. Dette er intet andet end et åbenlyst misbrug af international luftlovgivning,« siger talskvinde Maria Zakharova ifølge The Washington Post og tilføjede, at sanktionerne ville »forringe flysikkerheden«.