Overblik over krigen: Rusland har angiveligt sat vigtig deadline, og nu frygter Ukraine for de kommende uger
Ukraine bekræfter, at Rusland har overtaget kontrollen over størstedelen af nøgleby. Rusland udelukker ikke dødsstraf til amerikanske krigere. Ukraine laver love mod russisk litteratur og musik.
1
Ukraine bekræfter, at Rusland har overtaget størstedelen af nøgleby
Den kommende uge vil være altafgørende for de russiske bestræbelser på hundrede procent at tage kontrol over nøglebyen Severodonetsk.
Leder af Luhansk-områdets statsadministration, Serhiy Haidai, rapporterer, at russiske styrker kontrollerer hele Severodonetsk med undtagelse af industriområdet mandag den 20. juni. Det er den første eksplicitte ukrainske bekræftelse af, at russiske styrker kontrollerer hele Severodonetsk med undtagelse af Azot-værket.
Det skriver den amerikanske tænketank Institute for the Study of War i nat i sin daglige analyse.
Hårde kampe forventes at følge de kommende dage og ifølge Ukraines viceforsvarsminister Hanna Malyar, har Rusland sat en deadline, der hedder den 26. juni, for overtagelsen af Luhansk.
Institute for The Study of War kort over krigen.
2
Rusland udelukker ikke dødsstraf til amerikanske krigere
Rusland vil ikke garantere, at de amerikanske krigere, som er taget til fange af russerne i Ukraine, kan undgå dødsstraf.
Sådan lyder meldingen fra den russiske regering.
»Jeg kan ikke garantere noget. Det afhænger af undersøgelsen,« svarer talsperson for den russiske regering Dmitrij Peskov, da han bliver spurgt ind til, om de tilfangetagede amerikanere Alexander Drueke og Andy Huynh, kan risikere at lide samme skæbne som to briter og en marokkaner.
De to amerikanere er ifølge NBC en del af den amerikanske hær, men menes at være fanget i Ukraine, efter de angiveligt har kæmpet i Kyivs militær.
3
Krim-leder: Ukrainske styrker har beskudt boreplatform
Ukrainske styrker har beskudt en boreplatform mandag, skriver Krim-leder Sergej Aksjonov på kommunikationstjenesten Telegram.
»Vi kan bekræfte, at der er tre tilskadekomne, og syv er meldt savnede. Vi kan garantere, at eftersøgningen fortsætter,« skriver han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det er den første melding om et angreb mod offshore energiinfrastruktur, siden Rusland 24. februar invaderede Ukraine, skriver nyhedsbureauet.
Mandagens angreb er ikke bekræftet fra ukrainsk side.
4
Ukrainsk udbryderrepublik vil hente udenlandske soldater ind
Der kan være udenlandske soldater på vej til at slås på russisk side i Ukraine.
Lederen af den selverklærede folkerepublik Donetsk, Denis Pusjilin, har underskrevet en lov, der betyder, at udlændinge kan melde sig til folkerepublikkens hær, og dermed stå side om side med de russiske styrker i invasionen af Ukraine.
Det skriver Donetsk Nyhedsbureau ifølge dets russiske pendant, Tass.
5
Ukraine begrænser russisk litteratur og musik
Ukraines parlament har stemt to nye love igennem, som begrænser brugen af russiske bøger og musik.
Den ene lov forbyder russiske statsborgere i Ukraine at trykke bøger, medmindre de giver afkald på deres russiske statsborgerskab og siger ja til ukrainsk statsborgerskab.
Mens den anden lov forbyder, at der spilles russisk musik på offentlige steder og på TV. Forbuddet gælder russisk musik, der er produceret efter Sovjetunionens fald i 1991.
Det skriver Reuters og The Guardian.