Ukraine beder om dansk hjælp før afgørende EU-møde 23. juni

Nato har skuffet Ukraine, mens EU har vist sig stærk under krigen, mener Ukraine, som ønsker dansk hjælp.

Artiklens øverste billede
Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte mandag Kyiv-forstaden Irpin sammen med Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba. Kuleba talte især for, at Danmark skal hjælpe Ukraine med at blive kandidatland i EU. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Mens Rusland intensiverer angrebene på Ukraine i øst, skruer Ukraine op for de diplomatiske bestræbelser på at nå et stort mål 23. juni. Og Danmark er en vigtig del af planen mod at nå det.

23. juni mødes EU’s stats- og regeringschefer for blandt andet at tale om, hvorvidt Ukraine skal være kandidat til EU-medlemskab.

Det er helt, helt afgørende, lyder budskabet fra den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, til udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i Ukraine.

- Ukraines mulige medlemskab af EU er et spørgsmål om krig og fred i Europa. Hvis EU går ind i endeløse diskussioner af, hvor Ukraine hører til, så bliver denne krig også endeløs. Putin (Ruslands præsident, red.) skal forstå, at han har tabt Ukraine en gang for alle, siger Kuleba.

Kulebas analyse er, at krigen hverken kan vindes eller tabes med slaget i Østukraine.

Stabilitet og varig fred står og falder med, at EU-landene indsluser Ukraine i et - måske årelangt - forløb mod på et tidspunkt at blive medlem af EU: At Ukraine officielt bliver kandidatland.

- Vi håber, at Danmark proaktivt vil hjælpe Ukraine til at blive kandidatland i EU, og næste chance er i slutningen af juni på EU-topmødet.

- Danmark kan helt afgjort spille en rolle. Danmark har et godt ry i Europa. Men det skal være proaktivt. Det er ikke nok at sige, at vi støtter, siger Kuleba.

Sammen med Kofod går han rundt mellem gennemhullede køretøjer og udbombede etageejendomme i Kyiv-forstanden Irpin.

- Krig er sandhedens time. Alle afslører deres sande ansigt under en krig, siger Kuleba.

Det er ikke Rusland, han tænker på. Det er Nato. Forsvarsalliancen har været svag, mener han. Omvendt har han set et stærkt EU, som har stået sammen om sanktioner.

Det står i Ukraines forfatning, at den tidligere sovjetrepublik, som Rusland i årevis har øvet skjult eller slet skjult indflydelse i, søger medlemskab af både Nato og EU.

- Men vi er pragmatiske mennesker, og vi ser, hvem der gør hvad.

Er du skuffet over Nato?

- Jeg havde forventet mere.

Danmark er et blandt en række EU-lande, som har sagt, at de vil hjælpe Ukraine mod EU-medlemskab. Det gentager Kofod i Kyiv efter besøget i Irpin - uden at komme med konkrete løfter for mødet 23. juni.

- Vi vil stå side om side med Ukraine og sikre, at Ukraine en dag bliver fuldt medlem af EU, siger Kofod.

En fremtid i EU har været omdrejningspunktet for kriser og konflikter i Ukraine over en længere årrække.

Revolutionen i 2013, der var forløberen for den aktuelle krig, var udløst af samme, da daværende præsident Viktor Janukovitj i sidste øjeblik skrottede en EU-aftale efter angiveligt at være blevet lokket og presset af Putin.

I øst regner russiske bomber og missiler ned over Ukraine.

I Irpin synger fuglene. Solen luner, og de træer, som ikke er kløvet i tusind stykker af russiske missiler, er sprunget ud. Foråret spirer.

Men lugten af krig og sod hænger stadig over byen, der står tilbage som en rædselsscene fra de timer og dage, da russerne flygtede baglæns ud af Irpin, efter ifølge borgmester Oleksandr Markushyn at have tømt deres ammunitionslagre mod boliger og civile mål.

Danmark må meget gerne hjælpe ham med at rive ned og genopbygge, siger han.

Men vigtigst af alt er, at Danmark kæmper med at overvinde skepsis og tøven hos de sidste EU-lande, herunder Tyskland, i forhold til at Ukraine kan blive accepteret som kandidatland i EU, understreger han.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.