Fortsæt til indhold
Europa

Kofod om lig i gaderne i ukrainsk by: Rædselsfuld brutalitet

Politikere er rystede over oplysninger om russiske henrettelser. Tænk, før du deler billeder, siger Røde Kors.

/ritzau/

Billeder fra weekenden af lig i gaderne i den ukrainske by Butja får søndag flere danske politikere til at reagere.

Flere billeder viser lig, hvoraf nogle har hænderne bundet på ryggen og hovedet tildækket.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) siger, at det er ”forfærdelige” billeder, som kommer fra Butja.

- Jeg fordømmer det på stærkeste. Først og fremmest tænker jeg på de stakkels civile, der er blevet ofre for Ruslands brutalitet. Bevidste angreb mod civile er en krigsforbrydelse, siger han i en skriftlig kommentar.

Samtidig siger udenrigsministeren, at han fuldt ud støtter Den Internationale Krigsforbryderdomstols undersøgelser af krigsforbrydelser i Ukraine.

- Anklageren efterforsker sagen, og domstolen kan retsforfølge individer for de forfærdelige forbrydelser, alt peger på, bliver begået i Ukraine, siger han.

Også Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, ”fordømmer handlingerne”.

- Forfærdige billeder fra Butja af drab på civile. De ansvarlige for disse krigsforbrydelser skal for en domstol. Vi kommer ikke til at glemme, siger han i en skriftlig kommentar.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) stemmer i med forargelse over meldingerne.

- Putins (Vladimir Putin, Ruslands præsident, red.) modbydeligheder uden grænser! Han troede, han kunne splitte EU og Nato.

- Han har fået det modsatte: Mere sammenhold i Europa. Et langt stærkere Nato. Mere solidaritet og støtte til Ukraine. En stærkere vilje til at stoppe ham, skriver forsvarsministeren på det sociale medie Twitter.

Meldingerne fra Butja er kommet, efter at byen tilsyneladende er kommet tilbage på ukrainske hænder. I flere uger har russiske styrker ellers kontrolleret byen.

De døde civile i gaderne er ikke dokumenteret som krigsforbrydelser af uafhængige kilder.

Men indbyggere siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at døde civile i gaderne er blevet dræbt af russiske soldater i løbet af invasionen.

Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors, opfordrer på Twitter alle til at tænke sig om, før man deler billeder fra byen.

- Lige nu cirkulerer der frygtelige billeder af dræbte mennesker i Butja. Tænk dig om, før du deler eller søger. Kan være stærkt traumatiserende.

- Ofrene vil ikke blive glemt! Tak, skriver han.