Ukraine: Alle russiske styrker har forladt Tjernobyl
Russiske styrker har angiveligt forladt en by, der ligger nær atomkraftværket Tjernobyl, ifølge atomselskab.
Efter flere ugers belejring har samtlige russiske soldater angiveligt forladt det nedlagte atomkraftværk i Tjernobyl.
Det oplyser det statslige ukrainske atomselskab Energoatom på baggrund af oplysninger fra det ukrainske personale på atomkraftværket.
- Ifølge personalet på atomkraftværket Tjernobyl, er der nu ingen personer udefra på stedet. Det skriver atomselskabet i et opslag online.
De fleste soldater havde allerede forladt stedet, og få var tilbage. Det har Energoatom tidligere meddelt.
Russiske myndigheder har ikke kommenteret udmeldingen.
Tjernobyl er ikke det eneste sted, som de russiske styrker har trukket sig fra ifølge selskabet. Det samme gør sig angiveligt gældende for den nær beliggende ny Slavutytj. Byen huser personale fra atomkraftværket.
Meldingen kommer, dagen efter at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, oplyste, at russiske styrker angiveligt var begyndt at trække sig tilbage fra Tjernobyl.
Russiske soldater overtog kontrollen med anlægget kort tid efter Ruslands invasion af Ukraine, som begyndte 24. februar.
Dog har det ukrainske personale fortsat ført tilsyn med, at anvendt nukleart brændsel er blevet opbevaret på sikker vis. Og derudover at overvåge de betonindkapslede rester fra reaktoren, der eksploderede i 1986.
Russiske soldater har også angiveligt kørt igennem området ”Den røde skov” beliggende omkring atomkraftværket uden strålebeskyttelse.
Området er det mest radioaktive forurenede i zonen omkring Tjernobyl.
Det fortalte ansatte på Tjernobyl til nyhedsbureauet Reuters tidligere på ugen.
Ruslands forsvarsministerium svarede ikke tilbage på en forespørgsel om at kommentere de ansattes meldinger.
De russiske soldater har forladt Tjernobyl, fordi Energoatom har udtrykt bekymring for strålingen. Det vurderer selskabet selv.
Det Internationale Atomagentur, IAEA, har ikke været i stand til at kunne bekræfte beretninger om, at russiske styrker har været udsat for høje doser stråling.
IAEA er i tæt samråd med de ukrainske myndigheder om at sende en mission til Tjernobyl i løbet af de næste få dage. Det har atomagenturet oplyst torsdag.
/ritzau/Reuters