EU-ministre er enige om flere kvinder i bestyrelser

Ministre fra de 27 EU-lande er enige om et forslag, der skal sikre en mere ligelig kønsbalance i bestyrelser.

Artiklens øverste billede
Forslaget fra EU lægger op til, at børsnoterede selskaber inden 2027 skal tage skridt til at sikre, at mindst 40 procent af bestyrelsespladserne - når man undtager direktører - skal være besat af det underrepræsenterede køn. Arkivfoto: Yves Herman/Ritzau Scanpix

Børsnoterede selskaber skal have bestyrelser med en mere lige fordeling mellem de to køn.

Det er de 27 EU-medlemslandes ministre blev enige om på et møde mandag i Bruxelles.

Her har Danmark og de øvrige landes ministre vedtaget en indstilling til et EU-direktiv om en ny kønsbalance i bestyrelser i børsnoterede selskaber.

- Det er et vigtigt skridt fremad. Jeg opfordrer til hurtige forhandlinger med EU-Parlamentet, så vi kan bryde det glasloft, som kvinder alt for ofte bliver mødt af, siger den franske beskæftigelsesminister, Élisabeth Borne.

Forslaget lægger op til, at børsnoterede selskaber inden 2027 skal tage skridt til at sikre, at mindst 40 procent af bestyrelsespladserne - når man undtager direktører - skal være besat af det underrepræsenterede køn.

Hvis man tager alle medlemmer af bestyrelsen med - inklusive direktører - så er målet 33 procent.

I indstillingen fra ministrene lægges der op til, at medlemslandene kan vælge mellem de to mål.

Her gøres det også klart, at der fra EU’s side ikke er tale om tvangskvoter. Faktisk kan landene helt suspendere målene, hvis man allerede har nationale mål for kønsbalancen i bestyrelser. Eller hvis man er tæt på at nå målene eller gør gode fremskridt mod at nå dem.

I indstillingen lægges der op til, at selskaber, som ikke formår at leve op til målene i 2027, skal anvende ”klare, utvetydige og neutralt formulerede kriterier”, når de udpeger bestyrelsesmedlemmer.

Medlemslande skal også medvirke til at sikre, at selskaber prioriterer det underrepræsenterede køn, når kandidater har samme ”kompetence og professionelle performance”.

I Dansk Erhverv mener underdirektør Stine Pilegaard Jespersen ikke, at direktivet er tilstrækkeligt til at skabe den ønskede kønsbalance.

- Vi skal også se på fødekæderne ind i ledelse. Her handler det for eksempel om at se på uddannelse og gøre flere ting, der kan sikre, at kvinder i højere grad kommer ind i ledelser og bestyrelser, siger hun.

Danske regeringer har traditionelt været skeptiske over for politisk indblanding i selskabers sammensætning af bestyrelser.

Men efter ti års modstand har regeringen ikke bare ændret den danske holdning til EU-direktivet. S-regeringen er også selv kommet med supplerende forslag, som går endnu videre end EU’s.

- Udviklingen i Danmark går simpelt hen for langsomt. Og det handler de facto om, at mænd og kvinder ikke har lige mulighed for at være med der, hvor beslutningerne træffes, sagde ligestillingsminister Trine Bramsen (S) i forbindelse med fremlæggelsen af lovforslagene.

Regeringen vil med de to lovforslag forpligte virksomheder og institutioner med flere end 50 medarbejdere til at opstille måltal for kønssammensætningen.

Regeringens forslag vil omfatte cirka 2400 private virksomheder og cirka 1100 offentlige myndigheder.

Desuden skal virksomheder og myndigheder ikke kun opstille måltal for bestyrelserne, men også for det øverste ledelsesniveau.

Forslaget til EU-direktivet blev fremsat i 2012. Siden har det ligget stille, fordi der var et stort nok mindretal til at blokere for det.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.