Endnu et ukrainsk kraftværk har mistet forbindelse til atomagentur
Russiske styrker overtog i sidste uge a-kraftværket ved Zaporizzja. Onsdag er der ingen forbindelse til IAEA.
Det Internationale Atomagentur (IAEA) har mistet forbindelsen til endnu et atomkraftværk i Ukraine.
Atomkraftværket Zaporizzja er således holdt op med at sende data til IAEA fra kraftværkets sikkerhedsovervågning.
Det sker, dagen efter at agenturet mistede forbindelsen til det lukkede atomkraftværk Tjernobyl. Også det er under russisk kontrol.
IAEA-chef Rafael Grossi siger, at han er bekymret over den pludselige afbrydelse af data fra begge kraftværk.
Russiske styrker erobrede i sidste uge atomkraftværket ved Zaporizzja. Det ligger ved Dnepr-floden og er Europas største atomkraftværk.
Det skete efter lange kampe ved kraftværket. En bygning i nærheden af kraftværket brød desuden i brand.
Ved Zaporizzja er to af kraftværkets seks reaktorer i øjeblikket aktive, oplyser IAEA. Niveauet af stråling i området er ”normalt”.
Rafael Grossi har tilbudt flere gange at rejse til Ukraine for at sikre, at der er styr på sikkerheden på landets atomkraftværker.
Han er samtidig bekymret for de ansattes sikkerhed på de to atomkraftværker.
Flere end 200 ansatte teknikere og vagter er fanget i området omkring Tjernobyl. De har arbejdet snart 14 dage i træk, siden russerne overtog kontrollen med kraftværket.
En anden bekymring fra IAEA er, at radioaktivt stof risikerer at slippe ud.
Årsagen er en strømafbrydelse. Den indebærer blandt andet, at det ikke er muligt at køle brugt atombrændsel ned.
Samtidig er det ikke muligt at genetablere strømmen. Det skyldes kampe nær kraftværket.
Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, anmodede onsdag om en øjeblikkelig våbenhvile ved Tjernobyl.
Det skal give mulighed for at genetablere strømforsyningen.