Armeniens præsident savner indflydelse og går af
Manglende indflydelse og for lidt magt i præsidentembedet får armensk præsident til at træde tilbage.
Armeniens præsident, Armen Sarkissian, træder tilbage fra sin post. Det meddeler han søndag.
Præsidenten henviser til, at han har begrænsede beføjelser og indflydelse.
Han har ”ikke de nødvendige værktøjer til at påvirke de grundlæggende processer i indenrigs- og udenrigspolitik i en svær periode for landet”.
Sarkissian tilføjer, at han har taget beslutningen om at gå af efter grundige overvejelser.
- Det er absolut ikke en følelsesstyret beslutning, men er forbundet med en vis logik, siger han til det armenske nyhedsbureau Armenpress.
Han tilføjer, at Armenien mere end nogensinde har brug for ”fornuftige, gennemtænkte og afbalancerede tiltag”. Han opfordrer til, at forfatningen ændres, så præsidenten kan arbejde i et mere ”afbalanceret miljø”.
Sarkissian har været præsident i fire år. Han var sidste år midtpunkt i en indenrigspolitisk krise, der brød ud i kølvandet på en krig mellem Armenien og Aserbajdsjan i 2020.
Krigen kostede over 6000 mennesker livet.
De to nabolande og langvarige rivaler strides om kontrol over Nagorno-Karabakh. Armenien mistede kontrollen over store dele af regionen i 2020, mens Aserbajdsjan trak sig sejrrigt ud af striden.
På det tidspunkt kritiserede Sarkissian, at han ikke blev inkluderet i forhandlingerne.
Præsidenten i Armenien har mindre magt end premierministeren. Sarkissian har haft en række sammenstød med premierminister Nikol Pashinyan.
Det er ikke umiddelbart klart, hvem der skal afløse Sarkissian på posten. Men parlamentet skal stemme om en ny præsident inden for de næste 35 dage.
/ritzau/dpa