Island forlænger coronarestriktioner i tre uger

Høje smittetal er årsagen til, at Island forlænger landets restriktioner frem til starten af februar.

Island forlænger landets coronarestriktioner yderligere tre uger.

Det oplyser sundhedsminister Willum Thor Thorsson tirsdag.

Forlængelsen kommer, fordi Island har haft høje smittetal i en længere periode. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Restriktionerne blev i første omgang indført kort før jul og ville være udløbet onsdag. De vil nu gælde frem til starten af februar.

Forlængelsen kommer i kølvandet på spekulationer om flere stramninger.

Det er særligt spredningen af den meget smitsomme omikronvariant, der har startet spekulationerne om yderligere restriktioner.

Sundhedsminister Willum Thor Thorsson siger, at de kommende dage vil blive afgørende.

Island har et forsamlingsloft på 20 personer. Det stod til at blive forhøjet til 50 fra onsdag, men forbliver altså på 20 for nu.

Forsamlingsloftet hæves til 200 personer, hvis de har en test fra et godkendt testcenter.

Landets restauranter og barer skal lukke klokken 22. Og træningscentre og svømmehaller må kun tage imod halvdelen af det normale antal kunder og gæster.

Islands statsminister, Katrín Jakobsdóttir, siger tirsdag, at hun regner med, at epidemien vil fortsætte et par måneder endnu.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen