EU-Parlamentet vil stramme greb om techgiganter
To retsakter på det digitale område har til formål at reformere området og erstatte 20 år gamle EU-regler.
Grebet om techgiganterne bør strammes.
Det mener et stort flertal i EU-Parlamentet, som onsdag har givet grønt lys til en forordning, som har til opgave at sætte en stopper for store onlineplatformes ”urimelige forretningspraksis”.
Der er tale om retsakten Digital Markets Act (DMA).
Den skal sikre, at de største nettjenester giver retfærdige vilkår for andre virksomheder og forbrugere, som benytter deres tjenester.
Det vil for eksempel omfatte tjenester som Google, Amazon og Apple.
Med forordningen vil store firmaer som Amazon og Google blive defineret som ”gatekeepers”. Og der vil komme strengere regler for, hvad disse må og ikke må.
Planen er for eksempel, at de skal blive tvunget til at dele visse data med både myndigheder og rivaler.
Ordfører på forordningen i EU-Parlamentet Andreas Schwab mener, at parlamentets vedtagelse sender et ”stærkt signal”.
- Europa-Parlamentet er imod den unfair handelspraksis, der anvendes af digitale giganter. Vi vil sikre, at de digitale markeder er åbne og konkurrencedygtige.
- Det er godt for forbrugerne, godt for virksomhederne og godt for digital innovation.
- Vores budskab er klart: EU vil også håndhæve den sociale markedsøkonomis regler på det digitale område. Og det betyder, at lovgiverne dikterer konkurrencereglerne, ikke de digitale giganter, siger han i en pressemeddelelse.
DMA er en del af en lovpakke på det digitale. Den anden del af lovpakken er Digital Services Act (DSA).
Den opstiller mere tydelige regler for, at platformene skal fjerne ulovligt indhold som børneporno og hadefuld tale.
Sammen skal de to retsakter reformere området og erstatte gamle love med op mod 20 år på bagen.
EU’s medlemslande blev tidligere på efteråret enige om deres mandat til de videre forhandlinger om retsakterne. EU-Parlamentet vil til januar stemme om DSA.
Forhandlingerne mellem medlemslande og parlamentet om, hvordan de endelige love på området skal se ud, ventes indledt i begyndelsen af det nye år.
Her er det Frankrig, som overtager EU-formandskabet. Frankrig har på forhånd meddelt, at det er højt på dagsordenen at få lovgivning på det digitale område igennem.
/ritzau/