Kraftig brand er brudt ud på skib med trælast nær Göteborg

Et fragtskib er lørdag brudt i brand tæt på svenske Göteborg. Et dansk fartøj deltager i redningsarbejdet.

En kraftig brand er lørdag brudt ud på et fragtskib med tømmer i lasten i nærheden af den svenske Göteborg.

Det siger redningsleder Anders Lännholm fra Sø- og flyredningscentralen.

- Det brænder mere og mere. Det er en meget alvorlig situation, siger han.

Der befinder sig 17 personer om bord på skibet ”Almirante Storni”.

Skibet, der sejler under liberisk flag, var på vej fra Ljusne i nærheden af Söderhamn på den svenske østkyst til Göteborg.

Der indløb en melding om branden cirka klokken 14.30. Omkring klokken 17 rasede branden stadig uden at være aftaget.

- Jeg kigger på direkte billeder fra en helikopter, og det brænder meget. Det ser ikke godt ud. Det brænder med uformindsket styrke, og det er endda blevet værre, siger Anders Lännholm til den svenske avis Expressen.

Branden har spredt sig til et område på cirka 50 gange 50 meter.

Der er iværksat en stor redningsindsats med flere helikoptere og både. Også et fartøj fra den danske flåde deltager i arbejdet. Ifølge Expressen er der også en dansk helikopter involveret i indsatsen.

Der er ikke nogen meldinger om, at de ombordværende skulle være kommet til skade. Besætningen deltager i arbejdet med at slukke ilden, lyder det.

De 17 personer skal formentlig evakueres med helikopter.

- Kaptajnen vil stadig ikke lade sig evakuere. Vi har to helikoptere, som kan samle dem alle sammen op, siger Anders Lännholm.

Foruden besætningen er der også et antal brandfolk på skibet.

- Så det drejer sig ikke bare om, at de 17 besætningsmedlemmer skal evakueres, hvis det ender med det.

- Vi har vores svenske redningshelikopter tanket og klar, og en dansk redningshelikopter står klar i Fiskebäck, siger redningslederen til Expressen.

Fiskebäck ligger i udkanten af Göteborg.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvordan branden er opstået.

/ritzau/TT

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen