Ungarn har tabt sag om omstridte asylregler i EU-Domstolen
Ungarsk lov om at straffe personer, som yder hjælp til asylansøgere, er ifølge EU-Domstolen imod EU-ret.
Flere ungarske asylregler er imod EU-ret. Det fastslår EU-Domstolen tirsdag.
En af de ungarske regler, som er imod EU's lovgivning, handler nærmere bestemt om en omstridt lov, som premierminister Viktor Orbán og hans regering indførte i 2018.
Den gør det til en forbrydelse at yde hjælp til personer, som søger asyl i Ungarn. Hjælpen kan for eksempel være i form af hjælp til ansøgningen.
Ungarn tilsidesætter sin forpligtelser ifølge domstolen, "idet denne medlemsstat i sin nationale ret straffer adfærden udvist af enhver person, der i forbindelse med en organiseret aktivitet ydede hjælp til ansøgningen om asyl".
Reglen er en del af en pakke, som regeringen kalder "Stop Soros".
Det er en henvisning til den ungarskfødte milliardær og filantrop George Soros. Han støtter en række liberale projekter og har siden Jerntæppets fald arbejdet for at fremme åbne grænser i det østlige Europa.
Orbán har anklaget Soros for at stå bag en række problemer i landet. Herunder at migranter søger mod Ungarn.
Da lovforslaget blev fremført, opfordrede FN's Flygtningeorganisation Ungarn til at skrotte det. Den påpegede, at flygtninge og asylansøgere kunne blive frataget vigtig hjælp.
EU-Domstolen går også imod Ungarn i et andet spørgsmål om asyl tirsdag.
Den fastslår, at Ungarn ikke har levet op til sine forpligtelser under EU-ret, fordi landet har afvist ansøgninger om asyl, da asylansøgeren er kommet til landet via et tredje land, som ifølge Ungarn har været sikkert at søge asyl om i.
Ifølge EU-Domstolen er den ungarske grund til at afvise ansøgning om international beskyttelse ikke i overensstemmelse med EU-lov.
Ungarn har tabt en række sager om migration ved EU's øverste domstol siden 2015, hvor landet med Orbán i spidsen har indført en række stramninger i kølvandet på migrationsstrømmen.