Fortsæt til indhold
Europa

Aktivister beskylder rige lande for at facilitere folkedrab

Den klimaaftale, som det britiske formandskab har foreslået, er helt utilstrækkeligt, mener organisationer.

/ritzau/

Aktivisters dom over det kompromisudspil, der er fremlagt på COP26, og som det britiske formandskab lørdag forsøger at få vedtaget, er nådesløs.

- I stedet for at bygge tillid er det globale syd blevet bedraget igen, siger Sanjay Vashist, som er direktør i Climate Action Network South Asia.

- I stedet for penge til tab og skader har vi fået endnu en greenwashing, som vil give ekstremt vejr og derigennem et folkedrab i udviklingslandene, fortsætter han.

Vreden er rettet mod særligt et element i udkastet, som landene fortsat diskuterer lørdag eftermiddag.

Udviklingslandene kom til Glasgow for at få forsikringer om, at de udviklede lande vil betale klimaerstatning, kaldet ”tab og skader”, men EU og USA har nægtet at komme med løfter.

Det element er udvandet yderligere, mener de.

- Lørdagens tekst fra COP26 om tab og skader er værre end teksten fredag. Formandskabet er blevet presset til at sløjfe Glasgow-faciliteten for tab og skader. Briterne har vist sig helt utroværdige i deres løfter til de udsatte lande, siger Saleemul Huq fra klimaorganisationen ICCCAD.

Teresa Anderson fra ActionAid Internationale, som Folkekirkens Nødhjælp er del af, kalder aftalen et ”slag i ansigtet”.

- Den gør intet for at skaffe bare en enkelt øre i støtte til de oprindelige folk, bønder, kvinder og piger i forhold til at komme sig og genopbygge efter klimakriser, siger hun.

Lørdag har COP-formand Alok Sharma igangsat mødet efter klokken 16. Fem timer efter den oprindelige tidsplan.

- Vi er nået til sandhedens øjeblik for verden - for vores børn og børnebørn, siger Sharma.

- Verden holder øje med os.

Han siger, at han mener, at teksten er balanceret, og at den afspejler de ønsker og forpligtelser, som verdens lande har.