Svensk politi: Vilks-ulykke kobles med mulig dækeksplosion
Lars Vilks og to politifolk omkom søndag eftermiddag ved en trafikulykke i Sverige.
Svensk politi arbejder stadig med at udrede Vilks-ulykken søndag, siger svensk politi mandag på et pressemøde. Kriminalteknikere arbejder i et afspærret område. Politiet vil på nuværende stadie ikke udelukke noget, og det bliver derfor også undersøgt, om det er udefrakommende hændelser, der har medvirket til ulykken.
Det var en tung lastbil, der stødte sammen med den civile politibil. En teori handler om en dækproblematik som årsag til ulykken, men det er endnu blot en mulighed. Dækkene er punkteringsfri.
»Men vi har fundet dækrester, så vi kigger på muligheden for, at der har været en dækeksplosion eller lignende,« siger Stefan Sintéus, chef for den regionale efterforskningsenhed i Sydsverige.
Intet tyder på for nuværende, at der er tale om andet end en ulykke.
Svensk politi kan ikke bekræfte, at politibilen kørte meget hurtigt - med ca. 160 km/t - som et svensk medie spørger om til pressemødet.
Den anden politibil kørte bagefter, men oplysninger fra betjente heri fremgår ikke på pressemødet.
Kondolencer strømmer ind fra hele Sverige. Der flages på halv fra offentlige bygninger i hele Sverige mandag.
Den svenske provokunstner Lars Vilks, der i 2007 fik publiceret en karikaturtegning, som forestiller profeten Muhammed som en hund, omkom sammen med to politibetjente på motorvejen E4 uden for Markaryd i det sydlige Sverige søndag omkring 15.30.
75-årige Lars Vilks havde været på besøg hos tv-profilen Stina Dabrowski og hendes mand i Stockholm. På vejen hjem kørte politibilen ad E4, da den pludselig kom på tværs af et autoværn i høj fart og stødte frontalt sammen med en lastbil.
Chaufføren i den modkørende lastbil var en 45-årig mand, der kom alvorligt til skade ved ulykken.
Lars Vilks kendes i Danmark især fra skudangrebet mod kulturhuset Krudttønden i København i februar 2015. Her var Vilks indbudt til et debatmøde om ytringsfrihed og blasfemi. Filminstruktøren Finn Nørgaard blev dræbt, og senere på natten blev også en sikkerhedsvagt ved synagogen i Krystalgade skudt.