Otte døde i flystyrt i Norditalien
Alle ombordværende i et privatfly blev dræbt, da det søndag styrtede ned i en bygning i Milano.
Samtlige ombordværende på et privatfly - syv passagerer og en pilot - blev dræbt, da flyet søndag ved 13-tiden styrtede ned i en bygning i den norditalienske by Milano.
Flyet blev knust imod en toetagers kontorbygning, hvor der ikke befandt sig nogle mennesker, idet bygningen var under renovering. Styrtet forårsagede ifølge la Repubblica en eksplosion og efterfølgende brand i bygningen, der ligger tæt på en metrostation.
Flere biler parkeret i nærheden af bygningen brød i brand. Men der er ikke meldt om yderligere døde eller kvæstede.
Flyet var ifølge italienske myndigheder på vej fra Linatelufthavnen uden for Milano til Sardinien, da det, få minutter efter det var gået i luften, styrtede ned.
Ifølge den italienske avis var en rumænsk rigmand, hans kone og 30-årige søn blandt ofrene. La Repubblica skriver søndag aften, at 68-årige Dan Patrescu var en af Rumæniens rigeste mænd i kraft af investeringer i ejendomme. Manden, der havde dobbelt statsborgerskab i Tyskland og Rumænien, sad angiveligt ved styrepinden som pilot. Hans søn, Dan Stefan Petrescu, havde ligeledes dobbelt statsborgerskab i Tyskland og Rumænien, mens rigmandens 65-årige kone var født i Rumænien med fransk statsborgerskab. Derudover omkom to italienere, to franskmænd og en canadier ved flystyrtet.
I de første meldinger oplyste brandmyndighederne, at der var tale om seks døde. Antallet er senere blevet opjusteret.
Der er endnu ikke nogen meldinger om årsagen til flyulykken.