Orbán til paven: Lad ikke det kristne Ungarn gå til grunde

Mens Vatikanet melder om "venlig" tone på møde, kommer premierminister med markant opfordring på Facebook.

Artiklens øverste billede
Pave Frans og Viktor Orbán udveksler gaver under pavens besøg i Budapest. Foto: Ritzau Scanpix

Modsætninger mødtes, da pave Frans og Ungarns premierminister, Viktor Orbán, søndag gav hinanden hånden i Ungarns hovedstad, Budapest.

Mødet har vakt opsigt, da Orbáns meget hårde politik over for migration står tydeligt i opposition til paven.

Pave Frans har således flere gange opfordret lande til at stå sammen om at løse udfordringer med migration og ikke isolere sig.

Efter det cirka 40 minutter lange møde er kun få detaljer kommet frem. Ifølge Vatikanet foregik mødet i en ”venlig” tone.

Orbán har efterfølgende lagt et billede op på sin Facebook-profil.

- Jeg bad pave Frans om ikke at lade det kristne Ungarn gå til grunde, skriver den ungarske premierminister i en kommentar til billedet.

Opslaget uddybes ikke. Men Orbán har blandt andet ofte sagt, at Ungarns kristne identitet er truet af muslimsk immigration.

Tilsyneladende var migration dog ikke på den officielle dagsorden, skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge Vatikanet blev blandt andet kirkens rolle i landet diskuteret. Herudover var miljøbeskyttelse og familieværdier på dagsordenen.

Pavens besøg finder sted, i forbindelse med at han skal deltage i den katolske internationale eukaristiske kongres.

Søndag eftermiddag tager pave Frans videre til Slovakiet på et meget længere besøg. Onsdag vender han tilbage til Rom.

Det korte besøg i Budapest tolkes af katolske medier og diplomater som en nedprioritering af Ungarn.

Rundrejsen er den første, siden pave Frans fik foretaget en større operation i juli.

Senere søndag - ved et møde med jøder og ledere af andre kristne trosretninger i Budapest - advarede paven om risikoen for antisemitisme.

- Jeg mener, at risikoen for antisemitisme stadig lurer i Europa og andre steder, sagde pave Frans.

Orbán er tidligere blevet beskyldt for antisemitisme, da han på plakater med budskaber mod immigration har brugt et billede af den amerikanske forretningsmand George Soros, der er jødisk.

Den ungarske premierminister har tidligere sagt, at han har ”nul tolerance” over antisemitisme.

/ritzau/Reuters

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen