Retssag om jihadist-angreb i Paris er gået i gang
Politiet er i højeste alarmberedskab ved begyndelsen på retssag om blodigt jihadist-angreb i Paris i 2015.
Politifolk begyndte onsdag lidt efter middag at føre en del af de tiltalte ind i en retssal i det centrale Paris ved begyndelsen på en retssag af hidtil uset omfang i den franske hovedstad.
Her er 20 mænd anklaget for at have spillet en rolle i et jihadist-angreb den 13. november 2015. Angrebet er det mest dødelige angreb i Frankrigs historie i fredstid og kostede 130 mennesker livet. Hundredvis af andre blev såret.
Blandt dem, som er i retssalen, er Salah Abdeslam, den 31-årige fransk-marokkaner, der menes at være den eneste overlevende fra den gruppe, som udførte de koordinerede angreb.
- Jeg er soldat fra Islamisk Stat, sagde han ved sagens begyndelse.
Abdeslam blev anholdt i Bruxelles-distriktet Molenbeek i marts 2016.
Et stort antal politifolk er samlet i og omkring retsbygningen Palais de Justice, hvor retssagen finder sted i en specielt bygget retssal.
Store politibiler, som menes at transportere de tiltalte til retssalen, forlod fængslet Fleury-Mérogis syd for Paris omkring 12.30 med retning mod retssalen.
Gader og stræder omkring domstolen er afspærrede for både biler og fodgængere.
Den franske indenrigsminister, Gérald Darmanin, sagde, at sikkerhedsopbuddet er massivt, og han mindede om, at der er fare for nye angreb - ”navnligt på et tidspunkt, hvor der indledes en retssag om angreb”.
- Jeg opfordrer alle til at være på vagt, siger Darmanin til radiostationen France Inter.
Bevæbnede mænd med selvmordsveste angreb seks barer og restauranter, spillestedet Bataclan og det nationale fodboldstadion og efterlod dybe spor i franskmændene.
- Den nat blev vi alle kastet ud i rædsel og hæslighed, siger Jean-Pierre Albertini, hvis 39-årige søn, Stephane, blev dræbt på Bataclan.
De, der får fysisk adgang til retssagen, skal igennem en lang række kontroller, før de får lov til at komme ind i retssalen, som er specialbygget til formålet.
I løbet af den ni måneder lange retssag deltager flere end 1.800 sagsøgere og 300 advokater.
Den franske justitsminister, Eric Dupond-Moretti, har tidligere beskrevet retssagen som ”et hidtil uset retligt maraton”.
Dommene ventes i slutningen af maj næste år.
Den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) tog skylden for angrebet, der menes at være planlagt i Syrien.