Fortsæt til indhold
Europa

Tyskland indstiller udviklingshjælp til Afghanistan

- Statsligt samarbejde om udvikling er suspenderet indtil videre, siger Müller efter Talibans magtovertagelse.

/ritzau/dpa

Tyskland indstiller udviklingshjælp til Afghanistan på baggrund af den militante islamistiske bevægelse Talibans magtovertagelse.

Det siger den tyske udviklingsminister, Gerd Müller, til den regionale avis Rheinische Post.

- Statsligt samarbejde om udvikling er suspenderet indtil videre, siger Müller.

Han tilføjer, at den tyske regering har travlt med evakueringer af blandt andet personer fra private nødhjælpsgrupper og af lokalt ansatte i disse organisationer.

- Billeder af desperate menneskemængders forsøg på flugt fra Kabul er skamfulde for vestlige nationer, siger den tyske forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, tirsdag i en kommentar til situationen i Kabuls lufthavn de seneste døgn.

- Vi er vidner til en menneskelig tragedie, som vi er medansvarlige for, pointerer Steinmier, hvis embede som præsident overvejende er ceremonielt.

Tyskland havde den næststørste militære tilstedeværelse i Afghanistan efter USA, og det har nu indledt en evakuering af tusindvis af personer, som både har tysk og afghansk statsborgerskab. Desuden evakueres rettighedsaktivister, advokater og personer, som arbejdede sammen med de tyske styrker.

Det tyske forsvar siger, at situationen i Kabuls lufthavn er blevet stabiliseret, og at flere evakueringsflyvninger fandt sted tirsdag.

Berlin har sendt yderligere 600 soldater til landet i forbindelse med evakueringerne.

Dagbladet Bild skriver, at en tysk Airbus A400M fra militæret ville lande i Kabul tirsdag eftermiddag.

Forbundskansler Angela Merkel har advaret om, at afghanere på flugt til nabolande kan komme til Europa, hvilket kan udløse en gentagelse af flygtningekrisen fra 2015, hvis de ikke modtager tilstrækkeligt med humanitær hjælp.