17 migranter er fundet døde på båd ud for De Kanariske Øer
Antallet af både, der sejler ud fra Vestafrika til Kanarieøerne, er steget markant det seneste år.
17 migranter er blevet fundet døde på en båd, der drev ud for den spanske ø El Hierro i det kanariske øhav.
Det oplyser lokale redningstjenester på Twitter.
En spansk militærhelikopter hentede tre overlevende på båden - to mænd og en kvinde - og bragte dem på et hospital på øen Tenerife.
En af mændenes tilstand beskrives som alvorlig, da han er svært dehydreret.
Det var det spanske luftvåben, der først opdagede båden knap 500 kilometer sydøst for El Hierro mandag morgen.
Herefter blev et redningsskib sendt ud til området, oplyser en talskvinde fra Spaniens maritime redningstjeneste.
Migranterne på båden var alle afrikanere fra lande syd for Sahara.
Det er dog uklart, hvor båden begyndte sin tur.
Tidligere denne måned blev fire mennesker fundet døde på en båd syd for El Hierro. Der var i alt 23 migranter om bord på båden.
Den korteste rute til De Kanariske Øer fra den afrikanske kyst ved Marokko er omkring 100 kilometer. Ruten er dog farlig på grund af stærke strømme. Både, der begiver sig ud på ruten, er ofte også i dårlig stand og overfyldte.
Antallet af migranter, der forsøger at nå til Europa via det kanariske øhav, er steget, efter at der er kommet øget kontrol ved Europas sydkyst.
Omkring 3400 mennesker ankom til De Kanariske Øer mellem 1. januar og 31. marts i år. Det er mere end en fordobling sammenlignet med samme periode sidste år.
Sidste år døde 1851 mennesker på ruten ifølge organisationen Caminando Fronteras, der overvåger migrantstrømme.
Grundlæggeren af organisationen, Helena Maleno, skriver på Twitter, at mindst 283 personer forsvandt sidste måned i forsøget på at rejse til De Kanariske Øer.
Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.
/ritzau/AFP