Fortsæt til indhold
Europa

EU-aftale med Moderna fordobler levering af vaccinedoser i år

Ifølge en ny aftale skal medicinalselskabet Moderna levere over 300 millioner vaccinedoser til EU i år.

/ritzau/Reuters

EU-Kommissionen har indgået en aftale med det amerikanske selskab Moderna om levering af yderligere 150 millioner doser coronavaccine i 2021.

Det er næsten en fordobling i forhold til den hidtidige aftale.

Det oplyser EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, onsdag.

EU havde i forvejen sikret sig 160 millioner doser coronavaccine fra Moderna i år. Leveringerne begyndte i januar.

Det er aftalt, at de ekstra vacciner vil blive leveret i anden halvdel af 2021, oplyser Moderna i en pressemeddelelse.

Dermed får den nye aftale ikke umiddelbart betydning for den danske vaccineplan.

Sundhedsstyrelsen forventer, at alle over 16 år i Danmark kan være færdigvaccineret 27. juni, hvis de ønsker det.

Moderna var den anden vaccine mod coronavirus, der blev godkendt i EU.

Men vaccinen spiller en mindre rolle i at få vaccineret hele befolkningen i Danmark, da det amerikanske selskab ikke kommer til at levere doser i samme omfang som flere af de øvrige selskaber.

Det er især leverancer fra Pfizer/BioNTech, AstraZeneca og Johnson & Johnson, som skal sikre, at det bliver muligt at nå målet om 27. juni.

Johnson & Johnson har endnu ikke fået godkendt sin vaccine, men tirsdag indsendte selskabet en ansøgning til Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), som efter planen kan komme med en vurdering i midten af marts.

Herefter vil det formelt være EU-Kommissionen, som skal godkende vaccinen, såfremt der altså kommer en positiv vurdering.

Ud over de ekstra indkøb af Moderna-vacciner i år har EU sikret sig en mulighed for at købe 150 millioner ekstra doser til levering i 2022.

Artiklens emner
Moderna