Fortsæt til indhold
Europa
Artiklen opdateres

Boris Johnson: Britisk coronamutation er måske også mere dødelig

Coronamutationen fra Storbritannien er måske forbundet med højere dødelighed end andre varianter - den er allerede konstateret mere smitsom.

Hidtil har danske og internationale sundhedsmyndigheder antaget, at den britiske mutation af coronavirus ikke er mere dødelig, end den indtil nu mest udbredte virusvariant.

Der er dog risiko for, at dette alligevel ikke er tilfældet.

Det oplyste den britiske premierminister Boris Johnson på en pressebriefing fredag aften.

»Der er indikationer af, at den nye variant måske er forbundet med en højere dødelighed,« lød det fra Johnson.

Det blev understreget, at undersøgelserne af dødeligheden endnu er på et tidligt stadie, men regeringens chefforsker Patrick Vallance uddybede på pressemødet, at der kan være tale om op imod 30 pct. højere dødelighed.

Vallance tilføjede som eksempel, at mens 10 ud af 1.000 mænd i 60-årsalderen ville forventes at dø, hvis de blev smittet med de oprindelige virusvarianter, kan tallet være 13 eller 14 med den nye variant.

»Beviserne er ikke sikre endnu. Det er en serie af små bidder information, der tyder på det,« tilføjede Patrick Vallance.

Herunder kan du se udviklingen i coronadødsfald i Storbritannien og Danmark:

Den britiske mutation er i forvejen frygtet, fordi den er mere smitsom end andre varianter, som hidtil har været de mest udbredte.

Her i Danmark har regeringen også begrundet de seneste ugers hårde nedlukning med et behov for at banke smittetallet helt i bund, inden den engelske mutation forventeligt får overtaget.

Myndighederne har meldt ud, at de nuværende vacciner også virker mod den britiske variant.

Der er dog frygt for at andre mutationer opdaget i blandt andet Sydafrika og Brasilien måske kan blive et problem. Dette blev også vendt på pressemødet i Storbritannien, hvor Boris Johnson åbnede for, at der måske vil blive indført endnu hårdere rejserestriktioner for at forhindre andre smittevarianter i at komme til landet.