Senatet i Polen siger nej til præsidentvalg via brevstemmer
Diskussionen om præsidentvalget i Polen fortsætter, mens valgdatoen 10. maj rykker tættere og tættere på.
Senatet i Polen har sent tirsdag afvist regeringens forslag om at afvikle præsidentvalget 10. maj via brevstemmer.
Regeringspartiet PiS og præsident Andrzej Duda mener, at præsidentvalget kan gennemføres på sikker vis i maj via brevstemmer på trods af stigende Covid-19-dødstal.
Men oppositionen, som har flertal i Senatet, frygter for den offentlige sundhed og valgsvindel.
Med afvisningen er den endelige beslutning sendt videre til Polens underhus, Sejm, hvor PiS har et skrøbeligt flertal. Her ventes en afstemning senere på ugen.
Valgdatoen er blevet et stort stridspunkt i Polen.
Oppositionen kræver et normalt valg på den anden side af coronaepidemien.
Det nægter regeringen, som enten ønsker valget gennemført 10. maj eller med en meget kort forsinkelse. Regeringen har også foreslået en toårig forlængelse af Dudas embedsperiode.
Meningsmålinger viser, at præsident Andrzej Duda, som er allieret med PiS, står til at opnå en jordskredssejr ved et snarligt valg.
I Polen er brevstemmer kun tilladt i sjældne tilfælde, og oppositionen mener, at ændringer i systemet så tæt på valgdatoen vil gøre det umuligt at sikre lige adgang til at stemme og mulighed for at overvåge processen.
- Denne lov vil ændre systemet, og jeg er bange for, at den også vil bringe os nærmere et autoritært styre, sagde Bogdan Borusewicz, en erfaren senator fra centerpartiet Borgerlig Platform, under debatten inden afstemningen.
PiS har signaleret, at partiet vil have udskudt valget til 17. eller 23. maj for bedre at kunne forberede sig på den nye stemmeform.
Regeringspartiet kan trods flertallet i underhuset risikere at tabe afstemningen, da flere medlemmer fra dens konservative parlamentariske koalition har udtrykt bekymringer i forhold til den rasende pandemi.
Taber PiS afstemningen, risikerer det at sende Polen ud i en politisk krise.
Det konservative regeringsparti har, siden det overtog magten i 2015, været kritiseret flere gange af EU for at afvige fra demokratiske principper i flere reformer af retssystemet.
/ritzau/Reuters