Storbritannien har stadig lang vej igen, før coronatoppen er nået
Antallet af døde forventes at stige over de næste dage i Storbritannien, og ifølge myndighederne forbereder man sig på et scenarie med op mod 20.000 døde.
Der er lang vej endnu, inden Storbritannien kan begynde at lempe de stramme restriktioner for bl.a. bevægelsesfrihed, som landet har indført som følge af coronakrisen.
Det oplyser den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, lørdag, skriver Reuters.
Dødstallet på de britiske hospitaler er næsten nået 10.000 efter yderligere 917 dødsfald lørdag. Fredag blev der rapporteret om 980 dødsfald - et tal, der overskrider den dødeligste dag hidtil i Italien, som er det europæiske land, der er hårdest ramt af virussen.
Antallet af personer, der er konstateret smittet med virusset i Storbritannien, er også steget til flere end 65.000 lørdag.
Blandt dem, der er blevet smittet, er premierminister Boris Johnson, som stadig er indlagt efter at have tilbragt tre nætter på en intensivafdeling. Ifølge hans sekretariat er premierministeren dog i bedring, og fredag kunne han begynde at gå korte ture. Han har desuden takket sine læger for utrolig behandling.
For tre uger siden indførte Storbritannien en lukning af samfundet i et forsøg på at begrænse spredningen af den frygtede coronavirus, men siden er regeringen kommet under et stigende pres for at specificere, hvor længe restriktionerne vil vare ved.
Ifølge sundhedsminister Matt Hancock er Storbritannien dog nødt til at passere toppen af udbruddet, før der kan foretages ændringer, og selv om antallet af indlæggelser på hospitalerne er begyndt at flade ud, er man langt fra overbevist om, at det værste er overstået.
»Vores dom er, at vi ikke er der endnu. Vi har ikke set en udfladning nok til at kunne sige, at vi har nået toppen,« sagde han til radiostationen BBC lørdag.
Ifølge flere forskere er toppen muligvis stadig nogle uger væk. Men Hancock siger, at ingen ved, hvornår det vil være.
»Der er alle mulige forslag. Deres job er at give deres bedste skøn og rådgive os, og vi har en hel række forskellige råd fra forskellige forskere,« sagde han.
De britiske sundhedsmyndigheder har advaret om, at dødsfrekvensen vil stige i løbet af de næste dage, men at man med restriktionerne håber på, at det samlede antal dødsfald vil holde sig under 20.000.
Oprindeligt havde Johnson en mere beskeden holdning til coronaudbruddet end andre europæiske ledere, men han ændrede taktik, da fremskrivninger antydede, at op mod 250.000 mennesker i Storbritannien kunne dø af covid-19.
Regeringen har mødt kritik for den første reaktion og et mangelende beredskab.
Også lørdag er der kritik fra læger og sygeplejersker, der siger, at de skal behandle patienter uden ordentligt beskyttelsesudstyr som f.eks. masker og handsker.
Blandt dem, der er døde efter at være testet positiv for covid-19, er 19 sundhedsarbejdere, herunder 11 læger.