Finland sidder på en guldmine fra Den Kolde Krig
Finland har i årtier bl.a. samlet medicinsk udstyr til kriselagre, mens man i Sverige ærgrer sig over at have solgt ud.
Mens Danmark, Sverige og Norge kæmper med at skaffe værnemidler såsom masker, så har Finland et misundelsesværdigt lager af bl.a. medicinsk udstyr.
Det skriver New York Times.
Lagrene, der er samlet i årtier siden Den Kolde Krig indeholder udover medicinsk udstyr også olie, korn og materialer til f.eks. at lave ammunition. De andre nordiske lande samlede også til huse i årene omkring Den Kolde Krig, men da fred sænkede sig over Europa, solgte man ud.
»Vores geografiske placering og historie har lært os som nation at forberede os på det værste. Det ligger i det finske folks dna,« siger Toni Lounema, der er chef for de finske nødlagre.
Ifølge svt har man på grund af coronakrisen for første gang nogensinde valgt at lukke op for lagrene. Hvor store lagrene er, og hvad der reelt ligger der, kan Toni Lounema ikke oplyse, fordi der er tale om klassificerede oplysninger. Men der er tale om flere lagre på tværs af landet, og lagrene har eksisteret siden 1950'erne.
Han oplyser dog, at de masker, der ligger på lagrene, er blevet beordret ud på sygehusene af Social- og sundhedsministeriet.
»Maskerne er gamle, men fungerer stadig,« siger han til New York Times.
Finland har også en pandemiplan, som blev opdateret i forbindelse med svineinfluenzaen i 2012.
»Der identificerede vi behovet for sikkerhedsudstyr og materialer. Vi kan stort set dække det behov, vi har, med det, vi har liggende i lagrene,« siger Tuija Kumpulainen fra Social- og Sundhedsministeriet.
I Sverige ærgrer man sig over, at man valgte at sælge ud af lagrene.
»Den evige fred så ud til at komme. Så vi havde ikke længere brug for dem,« siger Frederiks Bynander, direktør for det Samfundsmæssige Sikkerhedscenter ved det svenske Forsvarsuniversitet til New York Times.
Men det var en fejl.
»Der var et bredt flertal for at afskaffe dem. Det var en fejl,« siger socialminister Lena Hallengren til svt.
Finland har registreret 2.176 tilfælde af coronavirus. 28 er døde.