Fortsæt til indhold
Europa

EU-forhandler Michel Barnier er smittet med coronavirus

EU's chef i forhandlingerne med Storbritannien, Michel Barnier, er testet positiv for sygdommen Covid-19.

/ritzau/

Michel Barnier, som er EU’s chefforhandler om det fremtidige forhold til Storbritannien, er blevet testet positiv for Covid-19, som er den sygdom, coronavirus kan forårsage.

Det skriver han torsdag på Twitter.

- Jeg vil gerne informere jer om, at jeg er blevet testet positiv for Covid-19. Jeg har det fint og ved godt mod. Jeg følger alle de nødvendige instruktioner - og det samme gør mit team, skriver Barnier.

Onsdag var den anden forhandlingsrunde mellem Storbritannien og EU planlagt til at finde sted i London.

Men på grund af coronaviruspandemien valgte parterne i sidste øjeblik at udskyde de officielle forhandlinger i London.

Parterne ville i stedet fortsætte arbejdet og udveksle pointer på andre måder, lød det tirsdag fra embedsmænd i den britiske regering ifølge det tyske nyhedsbureau DPA.

Og nu er EU’s hovedperson i forhandlingerne altså selv blevet ramt af virusset.