Tysk by har mange ubetalte bøder hos danske trafiksyndere
Størstedelen af de bøder, som blev tildelt til danske bilister i Flensborg, er ikke blevet betalt.
Godt 1500 bøder blev udstedt til danske trafikanter fra juli til december i Flensborg. Langt de fleste af bilisterne blev snuppet i at køre stærkt, mens 198 danske bilister fik tildelt en bøde for at køre over for rødt.
I alt blev der udskrevet bøder på knap 56.200 euro (ca. 420.000 kr.) til danskerne, men trafiksynderne har kun betalt bøder for 20.257 euro (ca. 151.000 kr.). Det fremgår af tal, som Flensbuger Tageblatt er kommet i besiddelse af. Det skriver jv.dk.
Tidligere kunne de tyske myndigheder ikke foretage sig noget over for de danske trafiksyndere, men fra sommeren 2019 har det været muligt fra andre EU-lande at få oplyst, hvem der ejer en dansk bil med en given nummerplade.
Der er dog den begrænsning, at bødens størrelse skal være over 70 euro (520 kroner), før myndighederne kan søge efter en udenlandsk bilist i EU-registret, og flere trafikforseelser i Tyskland straffes med betydeligt lavere bøder.