Tysk zoo i chok: »Vores værste frygt er blevet til virkelighed. Der er ingen overlevende dyr«
Et abebur i Krefeld Zoo er brændt ned til grunden.
Krefeld Zoo i Tyskland er blevet ramt af en tragedie.
Nytårsnat er havens abehus brændt ned til grunden med fatale følger for de dyr, der opholdt sig i det.
Det skriver Krefeld Zoo på sin Facebook-side.
Ifølge den zoologiske haves hjemmeside fremgår det, at der i huset var både orangutanger, chimpanser, silkeaber og fritflyvende fugle af forskellig arter.
»Vores værste frygt er blevet til virkelighed. Der er ingen overlevende dyr,« skriver Krefeld Zoo i opslaget.
Parken har også et gorillaanlæg, der dog er gået fri af branden.
»Gorilla Garden er blevet skånet. Kidogo og hans familie har det fint,« lyder det.
Den zoologiske have slutter opslaget med at takke for de tilbud om hjælp, som den har modtaget.
»I må forstå, at vi stadig er chok og derfor ikke kan sige på nuværende tidspunkt, om og hvor hjælp er nødvendig.«
Abehuset på 2.000 kvm. blev opført i 1975.
Branden brød ud natten til onsdag. Årsagen er endnu ukendt.
Ifølge det tyske medie Blick undersøger kriminalpolitiet sagen, og byens styre vil senere onsdag holde pressemøde.
På grund af branden holder parken lukket 1. januar.