Fortsæt til indhold
Europa

Philip Hammond bekræfter: Jeg går af, hvis Boris Johnson bliver premierminister

Den britiske finansminister vil ikke være en del af en regering, der åbner for et "no deal-brexit".

Den britiske finansminister Philip Hammond har over for BBC bekræftet, at han vil indgive sin afskedsbegæring og træde tilbage, hvis Boris Johnson den 24. juli som forventet bliver valgt som Storbritanniens næste premierminister.

Hammonds opsigelse kommer som en reaktion på den linje, Boris Johnson har tænkt sig at lægge i forhold til briternes farvel til EU den 31. oktober.

»Det er ikke noget, jeg kan være en del af,« siger Philip Hammond, som vil gå af, inden Theresa May formelt overlader posten som premierminister til sin efterfølger.

Finansministeren vil dermed komme Boris Johnson i forkøbet, hvis han som ny premierminister skulle have lyst til at fyre Hammond til fordel for en finansminister, der er mere på linje med Johnson hvad angår udenrigspolitikken.

Boris Johnson har slået fast, at briterne forlader EU den 31. oktober, uanset om man har en aftale på plads eller ej.

Briterne har i flere år forhandlet om en aftale om landets exit. I år lykkedes det premierminister Theresa May at få en aftale i land, men den blev gentagne gange stemt ned i det britiske parlament.

Efter flere nederlag i Underhuset erkendte Theresa May i slutningen af maj, at hun ikke kunne komme ud af det politiske dødvande, og meddelte derfor, at hun ville gå af.

Et flertal i parlamentet ønsker stadig ikke det såkaldte "no deal"-scenario, hvor man forlader EU uden en aftale.

Theresa Mays afløser bliver enten Boris Johnson eller nuværende udenrigsminister Jeremy Hunt. Boris Johnson er favorit til at overtage posten.

Begge kandidater har udtalt, at de er parate til at lade Storbritannien forlade EU uden en aftale den 31. oktober i år.

Nuværende udenrigsminister Jeremy Hunt stemte oprindeligt for at blive i EU, og så sent som i maj i år kaldte han ”no deal” for »politisk selvmord«. Nu udsender han andre signaler og har endda fremlagt sin egen plan for et ”no deal” ved skæringsdatoen i oktober.

Boris Johnson, derimod, har lige siden den oprindelige afstemning stået for en hård brexit-kurs.

Den nye britiske premierminister skal vælges tirsdag og tiltræder onsdag.

Justitsminister David Gauke samt udviklingsminister Rory Stewart har angiveligt også tænkt sig at træde tilbage, hvis Boris Johnson af sine partifæller vælges som ny leder af det konservative parti og dermed som Mays efterfølger. Kultur- og kommunikationsminister Margot James er allerede gået af i protest.