"Strålende" plan fra præsident: Tjernobyl skal udvikles til en turistattraktion
Selv om området stadig er forurenet, vil Ukraines præsident forvandle Tjernobyl til »et frihedens land«.
Hvem skulle nu have troet det? Tjernobyl skal udvikles til at blive en turistattraktion.
Det er i hvert fald den opsigtsvækkende plan fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyy.
Han har netop underskrevet et dekret, der skal forvandle området omkring det ødelagte atomkraftværk til en turismagnet, selv om området stadig er forurenet med radioaktivt affald fra katastrofen i 1986. Det oplyser præsidentens kontor i en pressemeddelelse.
Myndighederne i Ukraine bedyrer, at det i dag ikke er forbundet med fare at nærme sig området ved atomkraftværket.
Myndighederne anslår således ifølge TV2.dk, at man under et besøg ved værket udsættes for omtrent lige så megen radiaktiv stråling som under en lang flyvetur - hvis man vel at mærke lader være med at samle ting op og undgår at bevæge sig ind i faldefærdige bygninger.
Ukraines præsident besøgte i denne uge området i anledning af, at den stålsarkofag, der indkapsler atomkraftværket, nu er bygget færdigt.
»Vi skal give dette område af Ukraine et nyt liv. Indtil nu har Tjernobyl været en negativ del af Ukraines brand. Nu er det tid til at ændre det. Tjernobyl er et af de steder på planeten, hvor naturen har fået nyt liv efter en global menneskeskabt katastrofe, og hvor der er en ægte spøgelsesby. Vi er nødt til at vise verden dette sted - til videnskabsfolk, økologer, historikere og turister. Lad os hurtigst muligt standse med at skræmme turisterne væk og gøre det lukkede område til en turistmagnet. Lad os gøre det til et frihedens land,« sagde Volodymyr Zelenskyy.
Som led i turistplanen skal der bygges nye indgange til området, og det skal gøres lovligt af optage video fra området.
Tjernobylværkets ene reaktor eksploderede 26. april 1986 og sendte radioaktivt nedfald ud over store dele af Europa.
Officielt omkom 31 mennesker ved ulykken. Det radiaktive nedfald anslås imidlertid at have kostet mellem nogle hundrede og 200.000 mennesker livet.