Fortsæt til indhold
Europa

Briternes luftvåben har betalt 21,5 mia. kr. for 22 fly - kun 2 af dem kan flyve

Airbus-flyet A400M har før været præget af problemer. På nylig NATO-konference blev nye britiske problemer med flyet anledning til diskussioner, skriver engelsk medie.

Ud af det britiske luftvåbens 22 A400M-transportfly er det lige nu kun to af dem, der kan holdes i luften ad gangen.

Det skriver britiske The Telegraph.

Den prekære situation skyldes, at flyene har problemer med dets motorer og gearing.

Problemerne har givet anledning til samtaler på højeste sted. Telegraph skriver således, at briterne tog emnet op på et nyligt møde i NATO-regi, hvor det gav anledning til diskussion.

Også på de indre linjer er der opmærksomhed på problemet, og den fhv. forsvarsminister Mark Francois tog emnet op i parlamentet i denne uge.

»Vi har betalt 21,5 mia. kr. for et fly med ringe pålidelighed, dårlige motorer, en så godt som ødelagt gearkasse, problemfyldte propeller, massive problemer med vibrationer og som er ude af stand til at medbringe faldskærmssoldater,« lød den hårde dom fra Francois.

Til det svarede regeringens underminister for forsyning i forsvaret, Stuart Andrew, at man er ved at nå frem til en løsning med motorleverandøren Europrop International samt Airbus - en aftale, der skal ende med at holde briterne skadesfri for at betale for en løsning.

Det er ikke første gang, at problemer med A400M rammer offentligheden.

Flyet, der produceres i et tværnationalt samarbejde i Europa, startede for eksempel dets levetid med at være fire år forsinket, inden Frankrig modtog dets første eksemplar.

Airbus har siden måtte sluge en ekstra omkostning på omkring 16 mia. kr. for forskellige problemer.

Værst gik det i 2015, da et spansk A400M-fly styrtede ned under en øvelse med fire dødsfald til følge.

I fjor citerede Reuters også en fortrolig tysk rapport, der rummede bekymringer om hvorvidt de A400M, landet har bestilt, vil være klar i tide til at afløse landets aldrende C160-fly, der bliver endeligt udfaset i 2021.

Artiklens emner
Airbus