Fortsæt til indhold
Europa

Østrig skal afholde valg i september efter skandalesag

Den østrigske kansler har sat en dato på parlamentsvalget.

Østrigs præsident Alexander Van der Bellen har meddelt, at der skal afholdes parlamentsvalg i landet i september, formentlig i begyndelsen af måneden.

Meldingen kom søndag eftermiddag på et pressemøde afholdt af Alexander Van der Bellen og kansler Sebastian Kurz. Forinden havde de to holdt et møde om situationen i landet.

Østrig er blevet kastet ud i politisk uro, efter at en video er blevet offentliggjort, som viser, at vicekansler Heinz-Christian Strache fra Frihedspartiet før det seneste valg tilbød en russisk milliardær statslige kontrakter til gengæld for økonomisk støtte til hans parti.

Strache siger bl.a. på videoen en lokkedue, der udgiver sig for at være et familiemedlem til den rige russer, at den russiske rigmand kan opkøbe Østrigs største avis, Krone, og give Frihedspartiet positiv omtale.

Østrigs regering består af Sebastian Kurz' konservative ÖVP og det højrenationalistiske Frihedspartiet (FPÖ). Men efter offentliggørelsen af videoen er koalitionen blevet mere end almindeligt ustabil.

Kurz sagde lørdag, at han personligt føler sig krænket over Heinz-Christian Straches ageren på videoen. Strache er siden videoen kom frem både trådt tilbage som vicekansler og partiformand.

Lørdag samledes tusindvis af borgere i Wien og krævede nyvalg. Et ønske, der kort tid efter blev honoreret af regeringen.

Herunder kan du se en den video, som fældede vicekansleren. Den blev optaget i sommeren 2017, før FPÖ indgik i en regering med ÖVP: