Fortsæt til indhold
Europa

EU-forhandler: Briterne vil ikke have "no deal" - men det er stadig en mulighed

Briterne vil søge en udskydelse af Brexit - men EU's chefforhandler minder om, de skal have en god grund.

Kaos råder i disse dage og timer i britisk politik, mens deadline for Brexit er blot 10 dage væk, og briterne vil forsøge at udskyde afskeden.

Ved et pressemøde tirsdag forholdt EU's chefforhandler på området, Michel Barnier, sig til status lige nu.

Og han slog for det første fast, at bare fordi det britiske parlament i sidste uge har stemt imod et no deal-scenarie, hvor briterne forlader unionen uden en aftale, så betyder det ikke, at det ikke kan ske.

»At stemme imod no deal forhindrer det ikke i at ske,« lød det klart fra Barnier, som forberedte andre på scenariet:

»Alle bør nu færdiggøre alle forberedelser forud for no deal. På EU-siden er vi forberedt.«

Michel Barniers pressemøde kommer ganske kort tid efter det britiske parlaments formand, John Bercow, har bekendtgjort, at han med udgangspunkt i en lov fra det 17. århundrede ikke vil tillade en tredje afstemning om den aftale, Theresa May har forhandlet sig frem til med EU.

Det sker, efter aftalen i den forgangne uge blev stemt ned af et klart flertal for anden gang.

Premierminister Theresa Mays næste træk er i stedet at søge en udskydelse af briternes egentlige exit fra EU.

Ifølge Sky News er hun netop nu ved at forfatte et brev til de øvrige EU-landes ledere med en formel anmodning, men mediet skriver, at ikke engang hendes egne ministre har fået at vide, hvor lang en udskydelse hun vil søge om.

Den usikkerhed påtalte Michel Barnier også fra sin talerstol.

»Spørgsmålet er: Hvis den britiske regering med opbakning fra parlamentet beder om udskydelse, så er det enten for en kort eller lang periode - men hvad skal det til for? Det er årsagen til udskydelsen, som kommer til at afgøre eller forklare, hvor langt det bliver,« sagde Barnier.

»EU-landenes ledere vil have brug for en konkret plan fra Storbritannien for at træffe en beslutning på et oplyst grundlag,« lød det videre fra chefforhandleren, som præsenterede nogle af de spørgsmål, EU-lederne skal have svar på:

»Øger en udskydelse muligheden for at få godkendt exit-aftalen? Har briterne tænkt sig at efterspørge en udskydelse for at have lidt mere tid til at ændre den politiske aftale? Hvad ville være formålet med en udskydelse? Hvordan kan vi sikre, at vi ved enden af udskydelsen ikke havner i samme situation som nu?«