Norsk boghandel har haft Breiviks manifest til salg i månedsvis
»Det er helt forfærdeligt, at bogen har ligget ude til salg,« siger salgschefen i boghandlen.
For knap 1.000 norske kr. har man via en norsk boghandel i de seneste seks måneder kunnet erhverve sig terrordømte Anders Behring Breiviks manifest, som han sendte ud i forbindelse med angrebet på Utøya i sommeren 2011.
Manifestet er nu fjernet fra boghandlen, som beklager. Det skriver norske NRK.
»Det er helt forfærdeligt, at bogen har ligget ude til salg,« siger salgschef i boghandlen Adlibris, Sakari Luovio, der dog understreger, at manifestet ikke er blevet købt af nogen.
Manifestet var udgivet i tre bind under titlen ”2083 A European Declaration of Independence”, og selvpubliceringshjemmesiden Lulu.com stod listet som forlag.
De tre bind endte hos Adlibris, fordi nye titler automatisk lægges ind på netboghandlens hjemmeside. Det betyder, at alle ved at anvende hjemmesider til selvpublicering i princippet kan sælge bøger via Adlibris, skriver NRK.
Alle titler bliver ifølge salgschefen gennemgået - dog har boghandlen »ikke kontrol over alle 15 mio. titler, men vi fjerner aktivt titler«, siger han.
Manifestet blev tilgængeligt på Adlibris i september 2018 og blev ifølge mediet først fjernet, da NRK henvendte sig til boghandlen.
I den forgangne uge refererede en ny attentatmand til Breiviks manifest, da han angreb to moskeer i Christchurch i New Zealand og dræbte 51 mennesker og sårede flere. Forud for angrebene delte han sit eget 74 sider langt manifest.