Fortsæt til indhold
Europa

BBC: Parlamentsmedlemmer fra Labour agter at trække sig

Særligt Labour-partiets håndtering af brexit har gjort medlemmer utilfredse.

/ritzau/

Flere medlemmer af Labour i det britiske parlament vil trække sig fra partiet. Det skriver BBC på baggrund af anonyme kilder i Labour-partiet.

Der er ifølge det britiske medie tale om en gruppe på omkring fire medlemmer af partiet. Det er særligt på grund af partiets håndtering af brexit, at de vil forlade partiet.

- Kilder i Labour fortæller kolleger (journalister, red.), at de skal forvente fire Labour-medlemmers afgang mandag morgen, skrev BBC's politiske korrespondent Iain Watson på Twitter søndag aften.

De fire medlemmer, der ventes at ville trække sig, har ikke villet bekræfte dette over for BBC.

Flere medlemmer af partiet har diskuteret muligheden for, at nogle vil bryde ud af partiet. Blandt andre tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts mand og medlem af parlamentet for Labour, Stephen Kinnock.

- Der vil nok komme en form for splittelse, sagde Stephen Kinnock søndag i radioprogrammet "Westminster Hour" på BBC Radio.

Kinnock opfordrede medlemmerne med udbrydertanker til at blive og kæmpe trods store uenigheder i partiet.

- Vi har en pligt til at levere for de mennesker, vi er valgt til at repræsentere og ændre landet til det bedre. Labour-partiet er midlet til at gøre det, sagde han.

Ifølge The Guardian rygtes det, at op mod fem medlemmer kan være på vej ud af partiet.

Rygterne omhandler på nuværende tidspunkt fire medlemmer ved navn Chuka Umunna, Chris Leslie, Luciana Berger og Angela Smith.

Udtræder fire medlemmer af partiet, vil det være det største antal siden 1981. Dengang medvirkede det til at sikre konservative Margaret Thatcher premierministerposten frem til 1990, skriver BBC.

Også en dårlig håndtering af klager over problemer med antisemitisme i partiet samt en generel utilfredshed med partiets linje under Jeremy Corbyn har ifølge BBC og The Guardian gjort dele af parlamentsgruppen stærkt utilfredse.

Det forlyder fra politiske kommentatorer på BBC, at der mandag formiddag vil blive holdt et pressemøde omhandlende udtrædelsen af partiet., at nogle vil bryde ud af partiet. Blandt andre tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock.