Fortsæt til indhold
Europa

Norsk politi bekræfter: Rigmandskone »blev bortført fra sit hjem af ukendte gerningsmænd«

Den 68-årige norske kvinde har været forsvundet i 74 dage.

Norges politidistrikt Øst bekræftede onsdag formiddag på et pressemøde, at milliardæren Anne-Elisabeth Falkevik Hagen er blevet bortført.

Der er i den forbindelse blevet krævet løsepenge i kryptovaluta til en værdi af knap 90 mio. norske kr.

»Vores hypotese er, at hun blev bortført fra sit hjem af ukendte gerningsmænd,« lød det fra politiinspektøren.

I familiens hjem i Fjellhamar blev der fundet et trusselsbrev, hvor gerningsmændene på dårligt norsk fremsatte alvorlige trusler om, hvad der vil ske med kvinden, hvis ikke familien betaler.

Gerningsmændene advarede også om, at de ville slå Anne-Elisabeth Falkevik Hagen ihjel, hvis politiet blev involveret.

Politiet har rådet familien til ikke at betale løsesummen, lød det fra politiinspektør Tommy Brøske på pressemødet.

Ifølge politiet har man sikret spor fra det formodede gerningssted, men der er endnu ingen mistænkte.

Den 68-årige kvinde forsvandt fra familiens hjem i Fjellhamar for 10 uger siden. Foto: Ole Berg-Rusten/NTB Scanpix

Den 68-årige norske kvinde forsvandt den 31. oktober sidste år. Hun blev senest set i familiens hjem i Fjellhamar i Lørenskog lige øst for Oslo, og politiet har siden efterforsket sagen uden om offentligheden.

Det har politiet gjort af hensyn til familien samt de »meget alvorlige trusler«, gerningsmændene har fremsat.

»Når vi nu vælger at tale om sagen, skyldes det, at vi til trods for en bred og omfattende efterforskning har behov for at komme videre i sagen,« siger politiinspektør Tommy Brøske, som understreger, at man ikke har nogen grund til at tro, at den 68-årige kvinde ikke skulle være i live.

Hun er gift med rigmanden Tom Hagen, som er ejendomsmatador og ifølge det norske medie Aftenposten har en formue på omkring 1,3 mia. kr.

Det er første gang, at der i en norsk sag om bortførelse er fremsat krav om løsesum i kryptovaluta. Ifølge VG er kravet fremsat i kryptovalutaen monero.

Anne-Elisabeth Falkevik Hagens mand har hidtil ikke kommenteret sagen.

Han vil ifølge sin advokat holde pressemøde senere onsdag.