- Opdateret 04/01/2019 kl. 11:09
Hundreder af tyske politikere, kendisser og journalister ofre for hackerangreb
Alle partier i Forbundsdagen med undtagelse af AFD er blevet ramt af angrebet.
Feriefotos, interne dokumenter og personlige oplysninger om flere tusinde prominente tyskere - lige fra landets forbundspræsident til kendte musikere og journalister - er blevet offentliggjort som følge af et hackerangreb.
Det skriver Bild og andre tyske medier med RBB inforadio som kilde.
Især politikere i Forbundsdagen, det tyske parlament, er ramt af hacket. De ramte politikere har ifølge oplysningerne måttet se alle deres kontaktinformationer og adresser offentliggjort. Derudover er flere partiinterne dokumenter også blevet lækket.
Tagesspiel bemærker, at politikere fra alle repræsenterede partier i Forbundsdagen er ramt - med undtagelse af AFD.
Det er i løbet af fredagen kommet frem, at også forbundskansler Angela Merkel såvel som hendes regering er omfattet af angrebet.
Det er umiddelbart ukendt, hvem der står bag angrebet, men hackerne skulle blandt andet have benyttet sig af Twitter til i løbet af december at offentliggøre informationerne drypvis.
Udover de politiske partier og kendisser såsom rapperen Materia og værten Jan Böhmerman er også flere prominente journalister blevet ramt.
Alene hos tv-stationen ARD er 33 journalister blevet ramt, heriblandt Hajo Seppelt der sammen med andre journalister tidligere har lavet store afsløringer af dopingmisbrug i Rusland.
Ifølge Bild blev angrebet foretaget senest i oktober, og alle omfattede fik onsdag besked om hændelsen.
Det er ikke første gang i den senere tid, at Tyskland angribes af hackere. I slutningen af 2018 stod russiske hackere således bag et angreb på det tyske forsvar. I 2017 var russere også bag et angreb mod landets udenrigsministerium.