Presset på Theresa May vokser: »Det står soleklart, at hendes aftale ikke vil blive godkendt«
Brexit-balladen fortsætter, men både Theresa May og Damian Hinds fastholder, at en ny folkeafstemning ikke er på bordet.
Den britiske premierminister Theresa May er presset fra flere sider.
Oppositionspartiet Labour presser på for at få Theresa Mays nuværende EU-exitplan stemt ned så hurtigt som muligt. Og søndag må Theresa May så gå i offensiven og irettesætte en af sine forgængere på premierministerposten, Tony Blair, for at argumentere for endnu en britisk folkeafstemning om EU.
Tony Blair, som var Storbritanniens premierminister frem til 2007, kaldte det tidligere på ugen »logisk« at afholde en ny folkeafstemning om Storbritanniens udtræden af EU.
Den udtalelse har fået landets nuværende premierminister til at komme med en voldsom svada mod Tony Blair, som Theresa May nu beskylder for at »fornærme embedet«, rapporterer BBC.
»At Tony Blair forsøger at underminere vores forhandlinger ved at tale for en ny folkeafstemning er en fornærmelse mod det embede, han selv har haft,« lyder det fra May.
BBC's politiske korrespondent kalder premierministerens udtalelse for »iøjnefaldende« på grund af den vrede tone.
Spørgsmålet om, hvorvidt Theresa May og regeringen bør forberede sig på muligheden for en ny folkeafstemning, splitter landets politikere.
Søndag siger den konservative uddannelsesminister Damian Hinds ifølge Sky News, at kabinettet slet ikke har talt om muligheden for en ny afstemning.
»En ny afstemning ville bare skabe splid. Vi har allerede spurgt befolkningen, og nu skal vi fortsætte med at implementere aftalen,« siger han og forsvarer samtidig den exit-plan, Theresa May har forhandlet på plads med EU.
Det konservative parlamentsmedlem Jo Johnson, som indtil november i år var Theresa Mays transportminister, men sagde op under stor dramatik, fordi han ikke kunne støtte den fremlagte brexit-plan, vurderer derimod, at en ny afstemning er den eneste udvej.
Der er er en reel risiko for, at den foreliggende aftale med EU ikke bliver godkendt af de britiske politikere, mener han.
»Det står soleklart, at hendes (Theresa May, red.) aftale ikke vil blive godkendt i parlamentet,« siger Johnson, som i sin tid stemte for at blive i EU.
Han opfordrer samtidig May til at sende sin brexit-aftale til afstemning i Underhuset hurtigst muligt. En afstemning, premierministeren tidligere på ugen valgte at udskyde, fordi det virkede umuligt at få den godkendt.
I stedet drog Theresa May tilbage til EU for at få justeret på aftalen, så den kunne blive mere spiselig for Underhuset.
Alt imens Theresa May forsøger med alle midler at få sin aftale for EU-skilsmissen stemt igennem, planlægger oppositionspartiet Labour at få afstemningen om aftalen afholdt så hurtigt som muligt.
»Vi vil gøre alt i vores magt for at tvinge regeringen til at afholde afstemningen før jul,« siger en talsmand for Labour til Reuters.
Labours leder, Jeremy Corbyn, har truet med at fremsætte en mistillidserklæring til den britiske regering, hvis ikke Theresa May sender aftalen til afstemning hurtigst muligt. Søndag sagde den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, til Reuters, at hun finder det muligt at få et flertal i parlamentet til officielt at erklære mistillid til den britiske regering.
Skotland, hvor et stort flertal stemte for at blive i EU ved afstemningen i 2016, ønsker en ny folkeafstemning om EU-tilhørsforholdet, hvis Theresa Mays nuværende aftale bliver stemt ned.