Fortsæt til indhold
Europa

Socialdemokraterna i Sverige går mod sit værste valg nogensinde

Med tyve dage til Riksdagsvalget i Sverige ser det sort ud i meningsmålingerne for statsminister, Stefan Löfven.

Med mindre end tre uger til rigdagsvalget i Sverige ser det svært ud for den svenske statsminister, Stefan Löfven.

Hans parti, Socialdemokraterna, går nemlig mod sit værste valg nogensinde ifølge en ny meningsmåling foretaget af Inizio for den svenske avis Aftonbladet.

Ved riksdagsvalget i 2014 fik de svenske socialdemokrater hele 31 pct. af stemmerne, men hvis den nye måling holder stik, vil partiet kun få tilslutningen fra 24,6 pct. af vælgerne.

Og det vil være det værste resultat til dato for det nuværende regeringsparti.

Flere peger på, at en af årsagerne til de dårlige målinger er, at Löfven har klaret sig dårligt i tv-debatterne. Det har ifølge den svenske avis Expressen fået Socialdemokraterna til at forberede en kriseplan, som skal fjerne fokus fra Löfven på de dage, hvor han optræder i tv-debatter.

Ifølge avisens kilder fra det største regeringsparti, vil man forsøge at vinde dagsordenen i landets medier ved at fokusere på andre sager på dagene, hvor de vigtige tv-debatter kører.

Löfven kan dog trøste sig med, at det heller ikke ser for godt ud for udfordreren til jobbet som svensk statsminister, Ulf Kristensson, der står i spidsen for Moderaterna. Partiet går mod sit værste valg siden 2002, hvor de kun fik tilslutning fra 15,3 pct. af vælgerne. Ifølge den nye måling ligger de til 20,9 pct. Lidt dårligere end resultatet i 2014, da partiet kunne samle støtte fra 23,3 pct. af vælgerne.

Og det betyder, at Löfven ikke nødvendigvis skal forlade posten som statsminister i Sverige. Alliancen, bestående af partierne Moderaterna, Liberalerna, Centerpartiet og Kristdemokraterna, fører nemlig kun knebent i meningsmålingen.

Lige nu er Alliancen 0,7 pct. foran, og det betyder, at der ikke skal meget til før, at Socialdemokraterna kan fortsætte sin mindretalsregering sammen med Miljöpartiet med støtte fra Vänsterpartiet, hvis valget ikke forløber helt som meningsmålingen antyder.

Det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna står ifølge Aftonbladet til at opnå sit bedste valg til dato. Hele 18,8 pct. af vælgerne vil ifølge meningsmålingen sætte krydset ud for partiet, hvis der valg i dag.

Det får dog ingen betydning, såfremt de andre partier fortsætter med kun at lave politiske aftaler udenom Sverigedemokraterna.