Annonce
Europa

20 er dræbt i ulykke med Junkers-fly i Schweiz

Øjenvidne siger, at veteranfly vendte 180 grader og faldt til jorden som en sten i de schweiziske alper.

Det forulykkede fly er et tysk militærfly bygget i 1939. Foto: Arnd Wiegmann/AP

Alle 20 ombordværende har mistet livet, efter at et veteranfly er forulykket i de schweiziske alper.

Det oplyser schweizisk politi søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

11 mænd og ni kvinder er døde i styrtet heriblandt et østrigsk par og deres søn, meddeler myndighederne ifølge nyhedsbureauet AP.

- Politiet kan med beklagelse nu bekræfte, at alle mennesker om bord er omkommet, siger politiets talsmand Anita Senti ved en pressekonference.

Ulykken fandt sted lørdag.

Her styrtede flyet ned på vestsiden af bjerget Piz Segnas i knap 2500 meters højde.

Flere helikoptere blev sat ind for at assistere redningshold i området.

Ifølge AP meddeler schweiziske myndigheder, at man ikke modtog et nødopkald fra flyet, inden det styrtede ned.

Der forventes en "relativt kompleks" undersøgelse af årsagen til styrtet, lyder det.

Repræsentant for undersøgelseskomitéen Daniel Knecht fortæller, at flyet lader til at have ramt jorden nærmest vertikalt og med høj hastighed.

Knecht har videre fortalt, at flyet antagelig ikke har en sort boks og samme indsamling af data, som mere moderne fly har.

Derudover har myndighederne udelukket, at flyet har ramt for eksempel et kabel eller lignende.

Der er ingen indikationer på en forbrydelse, eller at flyet mistede dele eller gik i stykker inden styrtet, fortæller Knecht ifølge AP.

Det forulykkede fly er et tysk militærfly bygget i 1939. Det kendes som en Junkers og er af typen JU52 HB-HOT.

Det har været brugt til turistflyvninger i de schweiziske alper og havde plads til 17 passagerer, to piloter og en steward.

Flyet var ved at flyve passagererne til Dübendorf nær Zürich og den tyske grænse efter et to-dages ophold i den schweiziske by Locarno nær Italiens grænse.

Avisen 20 Minutes har talt med et øjenvidne, der overværede ulykken.

- Flyet vendte 180 grader mod syd og faldt til jorden som en sten, siger øjenvidnet, som også kan fortælle, at stykker af flyet kun blev spredt over et lille område.

Tidligere lørdag blev Schweiz ramt af en anden flyulykke. Her styrtede et privatfly med et ægtepar og deres to børn om bord ned i en skov i kantonen Nidwald. Alle fire personer mistede livet i ulykken.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her