Annonce
Europa

Omdiskuteret klip fik DF'er til at kritisere Junckers »alkoholproblem«: EU afviser »fornærmende beskyldninger«

Jean-Claude Juncker fik rygproblemer under Nato-topmødet, fastslår EU.

Da Jean-Claude Juncker snublede under denne uges EU-topmøde, slog den danske EU-parlamentariker Anders Vistisen til.

Han lagde en video ud på Facebook med overskriften »spritstiv«, mens cirkuslignende lyde akkompagnerede EU-Kommissionens formand og hans problemer med at finde et solidt fodfæste.

Samtidig beskyldte han medierne for »i årevis« at have været klar over, »at Jean-Claude Juncker ofte er synligt fuld til officielle begivenheder, uden at dække det«.

EU-præsident: »Kære Amerika, værdsæt jeres allierede. I har trods alt ikke så mange«

Den slags beskyldninger kalder en talsmand for EU, Maragaritis Schinas, for »fornærmende« og uretfærdige, efter flere medier ligeledes havde spekuleret i, om alkohol var skyld i Junckers problemer med at holde sig på benene under topmødet.

»Jeg synes, det er mere end usmageligt, at nogle pressefolk har lavet fornærmende overskrifter ved at udnytte formand Junckers smerter. Jeg synes ikke, at dette er elegant, og jeg mener ikke, at det er retfærdigt,« udtalte Maragaritis Schinas ifølge nyhedsbureauet AFP.

Schinas slog fast, at »EU-Kommissionens formand led onsdag aften af et meget smertefuldt angreb af iskias-smerter ledsaget af kramper«. Derfor blev han senere kørt ind til en officiel middag i en kørestol.

Samme melding kom fra den portugisiske premierminister, Antonio Costa, der var med til at hjælpe Juncker og støtte ham ned ad trapperne under det meget omtalte klip.

»Det er bare en iskias,« sagde han til nyhedsbureauet AP.

Iskias-nerven er den største i kroppen, der kan give smerter og ændre følesansen i benene, ligesom smerterne i sidste ende kan være invaliderende.

Flere andre statsledere har udtrykt deres støtte til Jean-Claude Juncker, heriblandt den hollandske premierminister, Mark Rutte.

Juncker: EU27-landene står last og brast med Irland

Rutte afviste samtidig, at EU-Kommissionens formand har et alvorligt helbredsproblem. Samme melding er kommet fra EU, der bekræfter, at Juncker var i stand til at udføre alle sine pligter under Nato-topmødet.

Over for TV 2 holder Anders Vistisen trods EU's forklaring fast i sine beskyldninger om, at »Juncker har en eller anden form for alkoholproblem«.

Jean-Claude Juncker skal i næste uge til møder i Beijing, Tokyo og Madrid. Der er ingen planer om aflysninger, oplyser EU.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
EU
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Bolig
Sådan beskytter du boligen mod vandmasserne
En af konsekvenserne ved klimaforandringerne er mere nedbør og risiko for hyppigere oversvømmelser. Se her, hvordan du sikrer din bolig mod vandet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her