Britisk flyselskab nægter at hjælpe med tvangsdeporteringer
Flyselskabet Virgin Atlantic har informeret det britiske indenrigsministerium om, at selskabet ikke længere hjælpe med at flyve tvangsdeporterede migranter ud af Storbritannien.
Gennem flere år har det britiske flyselskab Virgin Atlantic hjulpet Storbritanniens indenrigsministerium med at få fragtet illegale indvandrere ud af landet.
Men den går ikke længere. Flyselskabet, der har rigmanden sir Richard Branson i spidsen, har meddelt indenrigsministeriet, at man ikke længere vil tage de udviste migranter med om bord.
Det skriver flere britiske medier, bl.a. BBC og The Guardian.
Beslutning er ifølge The Guardian taget, efter at en LGBT-rettighedsgruppe kontaktede flyselskabet og oplyste, at selskabets sponsorat af et prideoptog i London ikke var foreneligt med at hjælpe regeringen med at deportere immigranter. The Guardian skriver også, at Virgin Atlantic skal have været med til at deportere homoseksuelle til lande, hvor det er ulovligt at være i et homoseksuelt forhold.
En talsperson for Virgin Atlantic siger, at beslutningen er den bedste interesse for både kunder og ansatte. Beslutningen vækker glæde hos Sam Bjorn, der er talsperson for gruppen "Lesbians and Gays Support the Migrants".
»At Virgin endelig har valgt at bryde men denne kontroversielle praksis beviser, at der er sket et stort skred i offentlighedens holdning til deportationer siden Windrush-skandalen,« siger han til BBC.
Windrush-skandalen rullede i april, da det kom frem, at immigranter fra lande under det britiske Commonwealth, som var blevet opfordret til at bosætte sig i Storbritannien mellem slutningen af 1940'erne og 1973 blev kategoriseret som illegale indvandrere under en ny lovgivning.
Ifølge The Guardian blev der booket næsten 1.000 flysæder til deportering af immigranter til Caribien i årets første tre måneder. Avisen skriver også, at den britiske regering i perioden fra 2015-207 brugte 52 mio. pund på at flyve de deporterede migranter ud af landet.
BBC skriver, at "Lesbians and Gays Support the Migrants" også opfordrer flyselskaberne British Airways og Qatar Airways til stoppe deres involvering i at flyve immigranterne ud af landet. Ingen af flyselskaberne har dog svaret på mediets henvendelser.