Annonce
Europa

Macron til Europa-Parlamentet: »Jeg vil ikke være en del af søvngængergenerationen«

Den franske præsident opfordrede tirsdag til mere debat om EU i alle medlemslandene frem mod EU-valget i 2019.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har gjort reformer af EU-samarbejdet til én af sine allerstørste mærkesager. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP.

Efter knap et år på posten som fransk præsident stillede Emmanuel Macron sig tirsdag for første gang på talerstolen foran hundredvis af folkevalgte politikere i Europa-Parlamentet i Strasbourg og gav en længe ventet tale om sit syn på fremtidens Europa.

Her understregede Macron, som anses for at være én af nutidens mest pro-europæiske ledere, vigtigheden af at værne om et stærkt og velfungerende EU-samarbejde, som »ikke giver efter for noget som helst pres for national suverænitet og lette løsninger«.

»Jeg vil ikke være en del af søvngængergenerationen, som har glemt sin egen fortid og ser bort fra sin egen nutid,« lød det fra Macron.

»Jeg ønsker at være en del af en generation, som er fast besluttet på at forsvare sit demokrati,« sagde den franske præsident.

Mens talen først og fremmest handlede om de store linjer, kom Macron også med et par konkrete udmeldinger.

Den franske præsident erklærede sig bl.a. klar til at betale mere til EU-budgettet, når Storbritannien i fremtiden forlader unionen og dermed ikke længere skal bidrage.

Han opfordrede også til meget mere solidartitet medlemslandene i mellem - ikke mindst når det kommer til flygtninge.

»Det (at bakke op om EU, red.) er ikke en udvanding af landenes suverænitet, men det er at anerkende helt klart, at vi står over for store ændringer i verden, og at vi har brug for en suverænitet, som er større end vores egen, men som ikke erstatter den,« sagde Macron.

Mere debat om Europa

Den franske præsident efterlyste samtidig en »demokratisk og kritisk« debat om Europa.

Han opfordrede alle til at gøre en større indsats for at engagere de europæiske borgere frem mod valget til Europa-Parlamentet i foråret 2019.

Selv har den franske præsident taget initiativ til at starte en række store borgermøder, som finder sted både i Frankrig og i størstedelen af alle de andre europæiske lande.

Frankrigs præsident lægger op til radikale EU-reformer

»Vi skal have en europæisk debat op at stå forude for valgkampen. Det er noget, som vi på det seneste har glemt. Det bliver en åben og ærlig debat, som bliver svær, men absolut uomgængelig,« sagde Macron.

Sidst men ikke mindst uddelte den franske præsident en stor bunke ros til Europa-Parlamentet, som han kaldte intet mindre end »et europæisk mirakelhus«.

»Det er her, vi bør puste nyt liv i dette Europa, som kan være til fordel for dets borgere. Jeg håber at komme ud over splittelser mellem øst, vest, nord, syd og dem, som forskanser sig i national egoisme,« lød det fra præsidenten.

Forhandlinger med Tyskland

Da Emmanuel Macron blev valgt til Frankrigs præsident for tæt på et år siden, var det med løfter om at gentænke EU-samarbejdet og styrke det.

I september 2017 fremlagde han en detaljeret liste over alle sine ønsker for fremtidens EU, da han holdt en stor tale på det franske Sorbonne-universitet i Paris.

Flere af disse ønsker nævnte han også i tirsdagens tale, men han undgik at gå i detaljer med dem.

Torsdag i denne uge har Macron planlagt en rejse til Berlin for at mødes med den tyske kansler, Angela Merkel, for at diskutere deres fælles planer for et styrket EU-samarbejde.

Det er især ønsket om at reformere eurozonen, som står højt på Macrons liste.

Disse planer er dog blevet forsinket på grund af en svær regeringsdannelse i Tyskland, og dertil kommer også, at tyskerne allerede nu har sat bremsen i over for flere af den franske præsidentens ideer.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Grønland står over for et vigtigt valg

Lad nu selvstændighedsdebatten hvile og fokuser på de udfordringer, som Grønland virkelig står over for.
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Paradis på 587 kvadratkilometer: Her er øen med egen lakridskonge, Michelin-stjerne og unikt hotel
Der er også liv på Bornholm uden for sæsonen. Stadig flere gode hoteller og restauranter vælger at holde helårsåbent, og det trækker tilflyttere og turister til. Det nye Hammershus Besøgscenter tegner også til at blive et tilløbsstykke. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her