Fortsæt til indhold
Europa

Norges justitsminister går af efter Facebook-opslag: »Det har været en ren heksejagt«

Sylvi Listhaug træder tilbage som justitsminister, meddeler hun på Facebook.

Det var et Facebook-opslag, som bragte hende i strid modvind, og nu har den norske justitsminister, Sylvi Listhaug fra Fremskridtspartiet, også benyttet det sociale medie til at melde sin afgang.

Samme dag som Stortinget skulle stemme om et mistillidsvotum mod hende.

»Jeg kan ikke tillade, at min afgang åbner op for, at FrP (Fremskridtspartiet, red.) mister magt og gennemslagskraft,« skriver hun og tilføjer:

https://www.facebook.com/listhaugfrp/posts/842226162615611

»Jeg har oplevet dette som en ren heksejagt.«

Hendes afgang, som efter eget udsagn sker på eget initiativ, kommer i kølvandet på et Facebook-opslag fra ministeren den 9. marts. Her skrev hun:

»Ap (Arbejderpartiet, red.) mener, at terroristernes rettigheder er vigtigere end national sikkerhed.«

Teksten stod hen over et billede af kampklædte, bevæbnede og maskerede krigere.

»Like og del,« lød det derudover på billedet.

Årsagen var, at Ap var et af flere, blandt dem regeringspartiet Venstre, som havde nedstemt et forslag fra Højre og Frp om, at man skulle kunne fratage statsborgerskabet fra personer, som, man mener, udgør en trussel mod nationen. Uden om en domstol.

Men ministerens indlæg blev mødt med voldsom kritik af både oppositionen, Højre og Venstre samt overlevende fra terrorangrebet på Utøya den 22. juli 2011. Et angreb, som var rettet mod Ap's ungdomsorganisation.

Med sin påstand om at Ap vægter terroristernes rettigheder højere end nationens sikkerhed, mente flere, at Listhaug legitimerede en holdning om, at partiet er landsforræderisk. En holdning, som fik Anders Behring Breivik til at dræbe 77 mennesker.

Statsminister Erna Solberg nægtede først at gå i rette med sin minister, men har siden undskyldt på regeringens vegne.

Også Listhaug undskyldte sidste uge adskillige gange over for Stortinget, men oppositionen var ikke overbevist og vedtog en »hård kritik« mod Listhaug for at fremsætte »urigtige og krænkende påstande knyttet til bekæmpelse af terror i Norge.«

Tirsdag skulle man så stemme om et mistillidsvotum. Og da statsministeren ifølge flere norske medier agtede at gøre det til et såkaldt kabinetsspørgsmål, som ville betyde, at regeringen ville gå af, hvis der blev erklæret mistillid til ministeren, har Listhaug nu sikret, at Norge beholder sin borgerlige regering.

»Den sidste uge har været helt surrealistisk. Et Facebook-opslag, som overhovedet ikke havde noget med 22. juli at gøre, og som jeg har beklaget blev lagt ud, har omdannet norsk politik til en børnehave. Så mener jeg, at det er mit ansvar at optræde voksent,« skriver Listhaug.

Den afgående minister, som tidligere har været både landbrugsminister og indvandringsminister bliver siddende som stortingsmedlem.

»Når jeg nu går af, lover jeg ikke at gå stille med dørene i Stortinget.«