Fortsæt til indhold
Europa

Holger Bech Nielsen mødte Stephen Hawking: Det er et stort tab

Holger Bech Nielsen husker Stephen Hawking som en vigtig teoretiker.

»Det er jo et stort tab.«

Sådan lyder det fra Holger Bech Nielsen, den danske teoretiske fysiker, om sin berømte kollega, astrofysiker og professor Stephen Hawkings død.

Stephen Hawking døde natten til onsdag i en alder af 76 år. Han lavede banebrydende teorier om sorte huller, og der forskes stadig ud fra hans teorier den dag i dag. Holger Bech Nielsen har både oplevet flere foredrag med Stephen Hawking, men har også mødt ham ved flere lejligheder.

»Han har haft en rigtig stor betydning. Han lavede jo hele tiden noget, og det er jo ikke længe siden, vi havde hans foredrag her i landet. Det var en stor forestilling. Det var jo uhyggeligt mange mennesker. Det var en stor festdag,« siger han.

Og ifølge Holger Bech Nielsen var Stephen Hawking en betydelig del af fysikkens verden. Flere af de teorier han lavede, bliver derfor stadig brugt til at forske videre i dag.

»Han havde gjort store ting. Der er stadig mange af de ting, han har lavet, der har en stor betydning. Han har gjort meget store ting inden for gravitationer og tyngdekraft. Der er jo nok nogle af de ting, han lavede, som folk stadig arbejder videre på den dag i dag,« siger han.

Men Stephen Hawking var ikke alene en dygtig teoretiker inden for astrofysikkens verden. Han lavede utallige foredrag og havde en særlig evne til at tale til folk, der måske ikke var nær så bekendte med astrofysikkens verden.

»Han har haft stor betydning for mange. Han var god til at popularisere og interessere den almene befolkning. Han har nok været særligt berømt pga. af sin sygdom, og at man kan gøre mange ting på trods af sin sygdom. Så husker man jo, at han ligefrem dansede med rullestolen,« fortæller Holger Bech Nielsen.

Og dér er især en episode, der springer frem på nethinden, når man spørger Holger Bech Nielsen om Stephen Hawking.

»Vi mødtes engang på en konference på Kreta, hvor han også holdt foredrag. Da jeg mødte ham, spurgte jeg ind til nogle af hans teorier. Det var svært at kommunikere med ham, men han kunne alligevel give udtryk for mange ting og svare på spørgsmål på sin måde. Det er meget imponerende, at han kunne klare alle de små systemer, og på den måde kommunikere så meget og diskutere som han kunne.«

Stephen Hawking blev hos mange kendt for sit gode humør, og hans brug af humor når han skulle forklare selv de mest komplicerede ting, vandt ham fans verden over. Flere af hans bøger, der tæller populære fysikbøger og en enkelt børnebog, fik ekstrem høj pupolaritet.

»Han har jo nået at gøre en masse, og det er jo bemærkelsesværdigt, hvor meget han har fået sine ting læst. Han var jo helt fantastisk til at få sine bøger læst. Han har gjort meget store ting inden for gravitationer og tyngdekraft,« siger Holger Bech Nielsen.

Holger Bech Nielsen er professor emeritus i teoretisk partikelfysik og kosmologi ved Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. Han er en anerkendt teoretiker, både i indland og udland, og vandt i 2001 den prestigefyldte Humboldt-pris.