Bulderbassens modsætning
Tysklands kommende udenrigsminister er ikke som sin forgænger
BERLIN — Bulderbassen går. Bambi kommer.
Omtrent sådan må tyske diplomater se det, når deres hidtidige udenrigsminister, Sigmar Gabriel, afløses af Heiko Maas. De er begge socialdemokrater, men ellers er der ingen iøjefaldende ligheder.
Den 58-årige Gabriel må afgive sit embede til den syv år yngre Maas i forbindelse med den noget langtrukne regeringsdannelse efter forbundsdagsvalget i september. Kansler Angela Merkels borgerlige CDU og det bayerske søsterparti CSU fortsætter samarbejdet med socialdemokraterne. Men efter et elendigt resultat ved urnerne er der sket en større paladsrevolution i den gamle arbejderbevægelse SPD. Ledelsen er skiftet ud, og Andrea Nahles, der skal være ny formand, kan ikke med Gabriel. Han blander sig i for meget, hedder det i partiet, han har et eksplosivt gemyt og er ikke strålende i rundbordssamtaler. Det har han ikke mindst vist de seneste uger, hvor det var klart, at hans job var på vippen. Han slog ud til højre og venstre. Det var ikke et kønt syn.
Maas er en anden type. Alene kropsbygningen antyder, at han er mere til fleuret end sværvægtsboksning. Han har været justitsminister siden 2013 og vist sig driftssikker, om end med en hang til hvad man kunne kalde politisk korrekthed. Han har instinktivt været imod f.eks. større videoovervågning eller andre stramninger, der kunne lette politiets arbejde i forbindelse med grov kriminalitet og terror.
Mens Gabriel er en gammeldags socialdemokrat, der kan slå i bordet og nok være irriterende, men aldrig skjuler, hvad han mener, er Maas mere en teknokrat. Annegret Kramp-Karrenbauer, der netop er blevet CDU’s generalsekretær, har engang fortalt, at man altid ved, hvornår der er valgkamp, for så lægger Maas slipset. De to kender hinanden godt, de har været i koalition sammen i den lille delstat Saarlandet. Om nogle år kan AKK, som hun kaldes, være kansler – hun tippes til at blive Merkels efterfølger – og hvis Maas spiller sine kort rigtigt, kan han fortsætte parløbet fra dengang. Om han har tilstrækkelig kraft til at sætte sig i respekt hos eksempelvis en russisk udenrigsminister, er en anden, og måske ikke helt uvæsentlig, sag.